Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - I. Romantikens Forberedelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantikens Forberedelse
221
nordiske, det vil side den literært begrænsede
Opfattelse af den Frihedsgerning, hvortil Digtekunsten
er i Stand.
«Man maa erindre, siger Kierkegaard (Begrebet Ironi),
at Tieck og den hele romantiske Skole traadte eller
troede at træde i Forhold til en Tid, i hvilken
Menneskene var aldeles ligesom forstenede i de
endelige sociale Forhold. Alt var fuldkomme! og
fuldendt i en guddommelig kinesisk Optimisme, der
ingen fornuftig Længsel lod utilfredsstillet og intet
fornuftigt Ønske uopfyldt. Skik og Brugs herlige
Grundsætninger og Maksimer var Genstand for en from
Gudsdyrkelse; Alt var absolut, selv det Absolute; man
afholdt sig fra Polygami, man gik med spids-pullede
Hatte, Alt havde sin Betydning. Enhver følte i Forhold
til sin Stilling med nuanceret Værdighed, hvormeget
han udrettede, hvor stor Betydning hans utrættelige
Stræben havde for ham selv og det Hele. Man levede
ikke kvækeragtigt letsindigt uden Agtelse for Timer
og Klokkeslet, slig Ugudelighed søgte forgæves at
indsnige sig. Alt gik sin rolige, sin afmaalte Gang,
selv den, der gik paa Frieri; thi han vidste jo,
at han gik i lovligt Ærinde og gjorde et højst
alvorligt Skridt. Alt skete paa Klokkeslet. Man
sværmede i Naturen St. Hansdag, man var sønderknust
store Bededag, man forliebede sig, naar man fyldte sit
tyvende Aar, man gik i Seng Kl. 10. Man giftede sig,
man levede for Huslighed og for sin Stilling i Staten;
man fik Børn, fik Familiesorger; man stod i sin fulde
Manddomskraft, blev paa højere Steder bemærket i
sin velsignelsesrige Virksomhed, var en Omgangsven
af den Præst, under hvis Øjne man episk fuldbyrdede
de mange skønne Træk til et hæderligt Eftermæle, som
man vidste, han engang med et rørt Hjerte forgæves
vilde søge at fremstamme; man var Ven i Ordets sande
og oprigtige Betydning, en virkelig Ven, som man var
virkelig Kancelliraad.»
Jeg ser ikke, at der i denne Skildring er
nogetsomhelst Historisk. Naar jeg undtager, at man
nu ikke gaar med spids-pullede, men med rundpullede
Hatte, ser jeg ikke, hvorfor den mindre godt skulde
passe nutildags end paa enhver anden Tid. Den
slutter sig ikke bestemtere om én Tidsalder end
om en anden. Nej, det Særegne ligger her kun i de
bedre udrustede Aanders, Romantikernes Opfattelse
af Spidsborgerligheden. Jeg har engang i Anledning
af Johan Ludvig Heibergs ældste romantiske Forsøg
om dem skrevet: «De opfattede den filosofisk som
Endeligheden, intellektuelt som Indskrænketheden,
ikke som vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
