Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - III. A. W. Schlegel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. W. Schlegel
243
vilde og kunde, og brød med Fasthed og Udholdenhed
de Ideer og Synsmaader Bane, til hvis Talsmand han
en Gang havde gjort sig. Han blev den romantiske
Skoles Grundlægger og var fuldstændig rustet til
denne Gerning, han, hvem hans Broder spøgende kaldte
«den guddommelig Skolemesters eller «Universets
Skolemester*.
Friedrich Schlegel var den uroligere Aand, den
ægte Sektstifter: han vilde sit hele Liv igennem,
som han siger i et Brev, <dkke blot prædike
og ivre som Luther, men ogsaa som Muha-med
verdenserobrende underlægge sig Aandernes Rige
med Ordets Ildsværd». Det skortede ham hverken paa
Drift til at begynde eller paa saa kolossale Planer,
at Muligheden til deres Virkeliggørelse stod i et
skrigende Misforhold til hans Evner. Evigt vaklende,
uden Holdning og Midtpunkt, de hundrede Brudstykkers
Mand, men rig paa frugtbare som paa forbløffende
Indfald og spidse Aandrigheder var han altid udsat
for Fristelsen til at ville bringe Modstanderne til
Taushed ved hemmelighedsfulde Kunstord og altid udsat
for Fald ned i det Flove og Meningsløse. Langt mere
træffende, end Nogen anede, sagde Novalis i et Brev
til ham: «Kongen af Thule, kære Schlegel, var din
Stamfader, du er i Familie med Undergangen.» Som
Kritiker var han lidenskabeligere, mindre upartisk
end Wilhelm, som Digter har han kun en eller to
Gange i sit Liv truffet Naturtonen og han styrtede
i sin Alarcos ned i en Afgrund af Ynkværdighed, i
hvilken Broderen med .sin fine Sans og sin strenge
Korrekthed aldrig havde kunnet synke. Den ældre
Broder havde givet den yngre den literære Indvielse,
den yngre drev den ældre fremad, men han fordærvede
ved sin Uelskværdighed dennes Forhold til Schiller,
ja tilsidst endog det Wilhelm saa dyrebare og saa
længe opretholdte Forhold til Goethe.
Foreløbigt lod Wilhelm nu Oversættelsen af
Shakespeare ligge og kastede sig over de sydlige
Landes Digtere. Han forsøgte sig i alle Retninger,
oversatte Brudstykker af Homer, græske Elegikere,
Lyrikere, Dramatikere, Idyldigtere, næsten alle
de latinske Digtere, desuden Italienere, Spaniere,
Portugisere, senere endog indisk Poesi, for at gøre
Tysklands Sprog til et Panteon for det Guddommelige
i alle Timgemaal. Længst dvælede han ved Dante,
dog uden at være i Besiddelse af det Herredømme over
Formen, som udkrævedes; han rimede i hver Terzin kun
to Linjer, saa
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
