Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - VII. Den til Lucinde svarende Virkelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den til Lucinde svarende Virkelighed
267
Wiesel satte sit Rygte paa Spil, ikke fandt den
ringeste Misbilligelse hos hendes mere udviklede
Veninder, f. Eks. ikke hos den iøvrigt saa aldeles
ulastelige Rahel. Det er ikke langt fra, at denne
misunder hende. Hun skriver som ung Pige mismodig:
«Lutter Midler til at leve, lutter Anstalter dertil,
og aldrig tør man leve, aldrig kommer jeg dertil,
og understaar man sig engang dertil, saa har man den
elendige Verden, den hele Verden imod sig.»
Men Originalen til Lucinde var dog mere værd end sit
digtede Genbillede og større anlagt. Hun hørte til
Rahels Kres, til den Kres af unge, aandfulde Jødinder,
der paa den Tid repræsenterede den frieste og højeste
Dannelse i Berlin, og hvis historiske Betydning er
den, at de dengang endnu udgjorde den eneste Kres, i
hvilken Goethes Ry var helt sikret og en sand Dyrkelse
af ham fandt Sted.*) Modellen til Lucinde var Moses
Mendels-sohns kloge, selvstændige Datter Dorothea, som
af Føjelighed mod sine Forældre havde givet Bankieren
Veit sin Haand, men levede utilfredsstillet i sit
Ægteskab med ham. Ikke ved Skønhed, men ved sit Vid og
sine lidenskabelige aandelige Interesser fængslede hun
Friedrich Schlegel. Han var dengang 25 Aar, hun 32. I
hendes Væsen og Optræden var intet Sanseligt eller
Letfærdigt, hun havde store, brændende Øjne, og en
mandig Haardhed laa over hendes Træk. I sine Breve til
Broderen priser han hendes «fuldtlødige Værd«, hun er,
siger han, meget ligefrem og har ikke Sans for noget
Andet end Elskov, Musik, Vid og Filosofi. I Aaret 1798
skiltes Dorothea fra sin Mand og fulgte Schlegel til
Jena. «At forbinde os borgerligt, siger han i et Brev
fra den Tid, har egenlig aldrig været vor Agt, skønt
jeg allerede længe ikke har anset det for muligt, at
noget Andet end Døden kunde skille os. Vel strider det
ganske imod min Følelse at ville udjævne og beregne
Nutid og Fremtid, men hvis den forhadte Ceremoni
blev den eneste Betingelse for Uadskilleligheden,
saa vilde jeg handle efter Øjeblikkets Bydende og ofre
mine kæreste Ideer.» Ingen Fortrolig hjalp mere til at
ordne Forholdet mellem Friedrich og Dorothea end deres
gejstlige Ven Schleiermacher. I ingen af Friedrichs
Venner var Lucinde slaaet ned som i ham. Han var
dengang Præst ved Charité-Kirken i Berlin. Allerede
længe havde han med varm
*) Kopke: Tiecks Leben. I, 193.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
