Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - X. Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
313
Tenorer! Narcissus burde være Titelbilledet for alle
den Art Bøger.
Indholdet her er da i Virkeligheden kun forslidte
Gendrivelser af den forslidte Indvending mod Kunsten,
at den ikke er nyttig; triviel Forklaring af, at
Kunsten bør være national, «da vi nu engang ikke er
Italienere, og en Italiener aldrig vil føle tysk»,
endelig Hymner til Albrecht Durer; det er endog i
Beundringen for ham, at de to Elskende første Gang
mødes, som "Werther og Lotte i Begejstringen for
Klopstock. Det er Stemninger som dem, der hos os
kommer til Orde i Sibberns første Gab rielis og i
Oehlenschlagers Correggio. Visse bestemte Træk af
Correggio er endogsaa forud givne her, f. Eks. det
Motiv, at Kunstneren i Madonnabilledet fremstiller sin
egen Hustru og endydermere hans Sorg over at skulle
skilles ved sin Frembringelse. En lang Ordsymfoni
til Ære for Strasburger-Dom følges af bitre Sidehug
til «de umodne raa Stenmasser i Milano og Pisa og
den usammenhængende Bygning, Domen i Lucca». Her
er fremdeles Begejstring for Till Uglspil, som i de
satiriske Literaturkomedier for Hanst Wurst, fordi
disse Herrer menes at repræsentere Fantasi og Ironi,
og her er Beundring for den Durerske Hjort med Korset
mellem Takkerne og for den «sande, fromme og rørende>
Maade, hvorpaa Ridderen foran den strækker sine
Ben. Dette Billede er visseligt dejligt og naivt,
men latterligt er det at se det godtgjort, at af alle
de Maader, hvorpaa en Knælendes Ben kan anbringes,
er denne Maade at strække dem paa dog den aller
kristeligste.
Atter og atter kommer den Tanke tilbage, at al sand
Kunst maa være allegorisk, det vil sige marvløs
og blodløs. De fleste af Digtene er Allegorier,
Hoveddigtet er en lang Allegori om Fantasus, uden
Gnist af Fantasi i elendige Vers:
Den lunefulde Fantasus,
en underlig Olding,
følger stedse sit taabelige Lune.
Nu har de bundet ham fast
for at han skal lade sine Narrestreger fare,
ikke forstyrre fornuftig Tænkning,
ikke lede arme Mennesker vild o. s. v.
Vi har Mindelser af denne Spot over de prosaiske
Menneskers Udfald imod Fantasien rundtomkring i
Andersens Æventyr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
