Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - X. Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320 Tysklands romantiske
Skole
Tieck og Wackenroder i Fællesskab foretog i
Fichtelgebirge : «\Vackenroder, der var uvant
med Saadanne Strabadser, kastede sig straks paa
Sengen. Men Tieck var for bevæget; han kunde
efter Alt, hvad han paa den Dag havde oplevet,
ikke sove. Natur-aanderne vaagnede op. Han
aabnede Vinduet. Det var den mildeste, herligste
Sommernat. Maanelyset flød i fulde Straaler ned
over ham. Der laa den for ham, den maanebeskinnede
Tryllenat, Naturen med sine ældgamle og evigt unge
Æventyr og Vidundere. Atter svulmede hans Hjærte
helt. Til hvilket fjernt, ukendt Maal drog det ham
med uimodstaaelig Kraft? Mildt og beroligende klang
et Skovhorns svævende Toner igennem Natten. Han følte
sig vemodigt bevæget og dog uendeligt lykkelig. »*)
Man ser: end ikke Skovhornet fattes. Hvad der fattes
ham er blot et Maal. Saaledes ogsaa i Sternbald,
hvor den omflakkende, kun af Længsler og anelsesfuld
Begejstring ledede Maler efter egen Tilstaaelse
stedse glemmer sit egenlige Formaal. «Man kan,»
siger en af Bogens Personer, <dkke glemme sit Maal,
fordi det fornuftige Mennenneske allerede forud
har indrettet sig saaledes, at han intet Maal har.»
Det er umuligt at overse, hvor stærkt denne bestemte
Art af Naturfølelse og den Vilkaarlighed, der er det
gennemgaaende Træk, staar i Sammenhæng, og hvorledes
de gensidigt udvikles af hinanden.
Lad os da se, hvad det er for Landskaber, Frants
Stern-bald forstaar og maler, og hvorledes det er,
han maler og forstaar dem:
Et Sted hedder det: «Frants vilde til at tegne
Landskabet, men den virkelige Natur syntes ham tør mod
dens Spejlbillede i Vandet.» Alle faste Omrids, alle
bestemte Konturer er den tørre Prosa, Spejlbilledet
i Vandet derimod, der er Billedet i anden Potens,
det er romantisk Forfinelse, Genskin og Afglans. -
Et andet Sted siger Frants: «Jeg gad male ensomme,
gyselige Egne, møre, itubristede Broer mellem to
stejle Klipper over en Afgrund, gennem hvilken
en Skovstrøm skummende brød sig Vej: vildfarende
Vandringsmænd, hvis Kapper flagrede i den fugtige
Vind, frygtelige Røverskikkelser, der sprang frem
af Hulvejen, anholdte og plyndrede Vogne, Kamp med
de Rejsende.». - Pure Teaterkulisser, mellem hvilke
der opføres Melodrama!
*) Kopke L 139, 163.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
