Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XII. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det romantiske Gemyt
355
valtningsforhold, sendt til Tennstedt ved Erfurt til
den fortræffelige Kresamtmand Just.
Novalis’s første Ven blandt Romantikerne var Friedrich
Schlegel, hvem han allerede lærte at kende paa
Universitetet. Vennerne havde mange Berøringspunkter,
og Novalis stod fra først af ganske under Schlegels
Indflydelse. I et Brev fra hans 25de Aar til Schlegel
hedder det: «For mig har du været Ypperstepræsten i
Eleusis. Du har lært mig at kende Himmel og Helved;
ved din Hjælp har jeg smagt Frugten fra Kundskabens
Træ.» Den unge Hardenberg viser sig politisk ganske
fordomsfri, han er indtaget i Schlegels Vært paa Grund
af denne Mands «ærlige Republikanisme» og skemter med
at Schlegel ligefuldt «som Rigorist» tager baade ham
og Værten deres Troskab mod Fyrstehuset ilde op. Han
skatter Friedrich Schlegel som Kritiker uendelig højt,
beundrer Finheden af hans kritiske Net, gennem hvilket
ingen nok saa lille Fisk kan slippe, og kalder ham
endog <den deflogistiserede [lutrede] Lessing*.
Da Schlegel 1797 besøgte Hardenberg i hans Hjem,
fandt han Vennen ganske nedbrudt. Denne havde
næret en heftig Kærlighed, der fyldte ham helt,
til et ganske ungt Pigebarn, Sophie von Kuhn,
og nu havde Døden berøvet ham den Elskede. Han
fortvivlede, en sand Længsel efter Døden betog ham;
han troede, at hans Legeme maatte bukke under for
denne Længsel efter den Bortgangne og denne Attraa
efter Døden. Uden egenlige Selvmordsplaner kaldte han
den Drift til Tilintetgørelse, som han følte i sig,
«en fast Beslutning, der skulde gøre hans Død til et
frivilligt Offer». Og under disse Dødstanker skrev
han sine Hymner til Natten.
Det Overmaal af Fortvivlelse, som han hengav sig
til, den sære Omstændighed, at Sophie kun var
tolv Aar gammel, da han forelskede sig i hende,
saa at hans Kærlighed til hende falder i Tiden fra
hendes tolvte til hendes femtende Aar, synes at
tale for det gennemgaaende Sygelige og Unaturlige i
Novalis’s Anlæg. Og dertil kommer endnu, at vi et Aar
derefter finder ham forlovet paany med en Datter af
Bjergværksforstanderen v. Charpentier. Ganske vist
staar, som La Rochefoucauld siger, vore Lidenskabers
Styrke ikke i noget Forhold til deres Varighed, men
ret besynderligt er det dog, saa hurtigt at trøste
sig med en anden, naar man et Aar igennem har syslet
med Dødstanken som med sin eneste Glæde eller Vellyst,
og har talt, som
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
