Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374 Tysklands romantiske
Skole
selv er dens Skaber, kan han føre sit Liv saa
planløst, han vil, ledet alene af sin ubestemte
Længsel. Det gælder kun om Fastholden af Troen paa,
at denne Længsel vil finde sin Genstand. Og det er
saa let at fastholde denne Tro. Thi Alt omkring ham
indeholder Varsler og Anelser om den. Det var Novalis,
der gav den det berømte og hemmelighedsfulde Navn:
Den blaa Blomst Men Udtrykket maa selvfølgelig ikke
forstaas bogstaveligt. Den blaa Blomst, det er et
hemmelighedsfuldt Sindbilled, omtrent som IX&Y2,
Fisken, for de første Kristne. Det er en Abbreviatur,
et forkortet, sammentrængt Udtryk, i hvilket alt det
Uendelige er sammenfattet, hvorefter et smægtende
Menneskehjerte kan længes. Den blaa Blomst er Billedet
paa den fuldkomne Tilfredsstillelse, paa den hele
Sjælen udfyldende Lykke. Derfor skimtes den, længe
før den mødes. Derfor drømmes der om den, længe
før den ses. Derfor anes den saa hist, saa her, og
det viser sig, at det var en Skuffelse; den øjnes
et Sekund blandt andre Blomster og forsvinder;
men Mennesket fornemmer dens Duft, snart svagt,
snart stærkere, saa det beruses af Duften. Om det da
end som Sommerfuglen flagrer fra Blomst til Blomst
og dvæler snart ved Violen, snart ved den tropiske
Plante, søger og higer det dog bestandig efter Et,
den fuldkomne, ideale Lykke.
Om denne Længsel og dens Genstand er det, at Novalis’s
Hovedværk drejer sig. Dette Værk maa man studere og,
for at forstaa det, se hvorledes det opstaar.
Den første Forudsætning for denne Roman er
Goethes Wilhelm Meister, og man kan tydeligt
forfølge den aandelige Fremgangsmaade, ved
hvilken Wilhelm Meister langsomt om smeltes til
Heinrich v. Ofterdingen. Wilhelm handler ikke,
han dannes. Han stræber ikke, han længes. Han
jager efter Idealer og søger dem først ved Teatret,
saa i Virkeligheden. Ogsaa Wilhelm er et Foster af
Gemyt. Det er Gemyttet, som omspænder alle de her op
trædende Personer. Ikke blot at disse Personer selv
er sjælfulde som i saamangen moderne engelsk Roman,
af Dickens f. Eks.; men der er ligesom Sjæl i det
særegne dæmpende og fortonende Luftlag udenom
Personerne. Intet Træk staar virkelighedstro
grovt eller bestemt, Gemyttets Børn har bløde
Omrids. Heiberg har engang sammenfattet den Goetheske
Verdensanskuelse, hvortil han selv slutter sig,
i denne Sætning: Goethe er hverken umoralsk eller
irreligiøs, som man siger, men han viser, at der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>