Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382 Tysklands romantiske
Skole
Aandekoloni, lever han «blandt Afdøde». Han
gennemlever de Stemninger, som er udtrykte i Novalis’s
Hymner til Natten, og vender saa fra Aandeverdenen
tilbage til Livet. Han elsker for anden Gang og
et ikke mindre underfuldt Væsen end det, der var
Genstand for hans første Kærlighed. Cyane erstatter
ham Mathilde.
Romanens anden Del er kun udkastet: Hele Verden
flakker Heinrich rundt. Efter at have oplevet alt
Jordisk skulde han «vende tilbage til sit Gemyt som
til sit gamle Hjem*. De jordiske Forhold forandrer
sig til et rent Aanderige. «Verden bliver Drøm,
Drømmen Verden.» Heinrich finder Mathilde igen,
men Mathilde er ikke mere forskellig fra Gyane, hans
anden Elskede - ganske som Julie i Novalis’s eget Liv
blev opfattet som den genfødte Sophie. Og nu bliver
«Gemyttets Fest» højtideligholdt som Kærlighedens og
den evige Troskabs.
Ved denne Fest fejrer Allegorien sine skønneste
Triumfer. Det gode og det onde Princip træder
op i Væddekamp og synger Vekselsange, ligeledes
Videnskaberne, ja endog Matematiken. Indiske Planter
bliver besjungne. Formodenlig har Lotusblomsten som
mere eller mindre egnet til blaa Blomst skullet
spille en Rolle. - Slutningen er kun yderst let
antydet. Heinrich finder den blaa Blomst, det er
Mathilde . . . Heinrich plukker den blaa Blomst
og forløser Mathilde fra den Fortryllelse, som har
overvældet hende; men hun mistes atter. Han stivner
af Smerte og bliver til en Sten. Edda, som tillige
er den blaa Blomst, Øster-lænderinden og Mathilde
[Firdobbeltgængeri!], ofrer sig til Stenen. Han
forvandler sig til et klingende Træ. Cyane omhugger
Træet og opbrænder sig med det, Heinrich bliver da
til en gylden Vædder. Edda-Mathilde maa ofre den,
og han bliver atter Menneske. «Under alle disse
Forandringer har han alleslags underlige Samtaler.»
Man tror det villigt.
Det i den danske Literatur til Heinrich v. Ofterdingen
nærmest svarende Digt er Ingemanns af Grundtvig
beundrede De sorte Riddere. Hvor beslægtet Ingemanns
Stemningsliv under Udarbejdelsen var med den tyske
Romantikers, kan ses af hans Selvbiografi. «Det
store bevægede Verdensliv udenfor mig agtede jeg
i hele denne Periode kun lidet paa. Selv Flammerne
fra Moskva, den store Armés Undergang og Napoleons
Fald var mig transitoriske Fænomener . . .;
selv i Tysklands Befrielseskam p saa jeg kun det
søndersplittede Folkeliv i Tvedragt med sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
