Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - VII. Kvindeforagt. Troilus og Cressida
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
37
Troyes - havde her fundet nogetsomhelst Æmne
til Satire. Særligt havde ingen af de tidligere
Bearbejdere havt noget væsenligt at udsætte paa
Gressidas Karakter. Ikke Digterne engang. Chaucer
støtter sig i alt Væsenligt til Boccaccio. Men denne,
der første Gang former Stoffet til et digterisk
Hele, havde ingenlunde til Hensigt at stille sin
Heltinde Griseida i et ugunstigt Lys. Han vil, som
han udtrykkeligt erklærer, i Skildringen af Troilus’s
Lidenskab for hende give sin egen Kærlighed til sin
Elskede (sikkert den fornemme Fiammetta) et digterisk
Udtryk. Ganske vist optog han efter den gamle Trouvére
Benoit de St. Maure (Histoire de la guerre de Troie,
omtr. 1160) det Træk, at Griseida (hvortil han
forvandler Benoits Briseida), da hun tvinges til
at forlade Troja i den slemme Forfører Diomedes’s
Selskab, efterhaanden lader sig vinde af hans
Efterstræbelser og bliver sin Troilus utro. Ganske
vist har han i Anledning af denne Utroskab en Stanze
om unge Kvinders Foranderlighed*). Det lod sig heller
ikke vente, at Boccaccio skulde hylde Kvinden paa
Knæ i platonisk Kærlighed og from Tilbedelse som
Dante eller Petrarca havde gjort. Beatrice havde
været et mystisk, Laura et jordisk Ideal, Griseida
er en ung Dame fra Hoffet i Neapel, som det dengang
var, en ung, elskværdig og skrøbelig Kvinde af Kød
og Blod. Men netop kun skrøbelig, ingenlunde slet,
end ikke farlig, og meget langt fra at være nogen
Kokette. Boccaccio glemmer ingensinde, at Digtningen
er tilegnet hans Elskede til Minde om, at ogsaa hun
engang (som Griseida) drog bort fra det Sted, hvor
de begge opholdt sig (Neapel nemlig), til et Sted,
hvor han ej turde følge hende. Han siger rent ud,
at han i Udmalingen af Griseidas Yndigheder har givet
et Portræt af sin Elskedes, men advarer tillige med
sømmelig Takt mod at drive Parallelen for vidt.
Chaucer finder saa lidt som Boccaccio i de to
Eiskendes Forhold noget at satirisere over
eller at agte ringe. Han vil
*) Giovine donne é mobile, e vogliosa E negli amanti
molti, e sua bellezza Estima pift che allo specchio,
e pomposa Ha vanagloria di sua giovinezza; La qual
guanto piacevole e vezzosa E pift, cotanto pift
seco l’apprezza: Virtti non sente, né conoscimento,
Volubil sempre come foglia al vento.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>