Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - IX. Shakespeare og Chapman; Shakespeare og Homer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
59
Roderigo og Gassio som Marionetter i sin Haand; men
der er ingen i den tilsvarende Maade, paa hvilken
Ulysses tumler de to skrydende Dosmerkroppe Achilles
og Ajax.
Den Bitterhed, som aander ud af Alt, hvad Shakespeare
i dette Tidsrum skriver, har fundet Næring og
Tilfredsstillelse i ikke at gøre Ulysses mere ophøjet
end de Tosser, med hvem han leger.
Ingen Grundbetragtning af Troilus og Cressida kan være
u rimeligere end den, som enkelte tyske Forskere har
anlagt, efter hvilken Stykket er hvad Gervinus har
kaldt et ^godmodigt humoristisk SkuespiU. Sjældent
har en Digter været mindre godmodig end Shakespeare
her. Ikke mindre urimelig er den ligeledes af Gervinus
nærede Indbildning, at vor engelske Renæssancedigter
skulde have følt sig sædeligt forarget over den
homeriske Digtnings slappe Moral og af den Grund har
travesteret. Saa sædelig, som tyske moraliserende
Kritikere vil gøre ham til - og hvilken tysk Kritiker
er ikke moraliserende! - har den virkelige Shakespeare
sikkert aldrig været, og det er ikke Sans for den
homeriske Moral, men Sans for den homeriske Poesi, det
har skortet ham paa. Man var paa Shakespeares Tid for
glad ved den antike Kultur til at kunne paaskønne den
antike Naivetet; det var først ved Aarhundredskiftet
omkring Aar 1800, da i alle Lande Folkedigtningen
paany kom til Ære, at Homer fortrængte Vergil i
den almindelige Beundring. Selv Goethe foretrak som
Yngling Vergil for Homer.
Gervinus rammer da ogsaa det stik Modsatte af det
Rette, naar han i sin Iver for at gøre Troilus og
Cressida til en rent literær Satire vover den pudsige
Paastand, at Shakespeare visselig ikke har villet
regne dette Stykke til dem, «der holder et Spejl op
for Tidsalderen>*). Tvertimod, han har her fra først
til sidst sin egen nærmeste Samtid for Øje og intet
uden den.
*) «Sein gutmuthiges humoristisches Spiel.» - «So kann
allerdings aus der ganzen Darstellung die naheliegende
Wahrheit gezogen werden: dass die erhabenste Dichtung
ohne streng sittliche Grundlagen nicht das sei, wozu
sie befåhigt und berufen ist.» - Gewiss wiirde er dies
Stuck nicht unter die rechnen wollen, die der Zeit
einen Spiegel vorhalten.» Gervinus: Shakespeare IV,
22, 31, 32.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
