Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XI. Shakespeare mister sin Moder. Coriolanus. Afsky for Hoben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
75
Shakespeares lidenskabelige Afsky for Hobens Styre,
der hvilede paa hans Ringeagt for dens Dømmekraft,
men som havde sin dybeste Rod i hans Kunstnernervers
rent sanselige Modvilje mod Menigmands Dunstkres. Den
maa være hidset til cret Yderste netop nu ved den
Opbragthed over Publikums Uforstand, som tydeligt
sporedes i Troilus og Cressida, og da Shakespeare
saa samtidigt i sin Plutarch nu for tredje Gang fandt
et romersk Æmne, der stemmede med hans i Øjeblikket
raadende Sindstilstand og samtidigt bragte ham
Billedet af en udmærket Moder, har han følt den
uirøodstaaelige Drift til at udforme det dramatisk.
Det var den gamle Sagnhistorie om Coriolanus,
den store Mand og Feltherre, der i hin allerældste
romerske Oldtid kommer i saa uløselig Konflikt med
Menigmand i sin Fødeby og bliver saa ilde behandlet
af Folket, at han i sin Forbitrelse drives til halsløs
Gerning.
Dog for at kunne bruge Stoffet som Udtryk for sin
Stemning, maatte Shakespeare først omforme det fra
Grunden. Plutarch er ingenlunde partisk imod det
menige Folk. Han har efter Evne søgt at sætte sig
ind i hin allerede for ham fjerne Oldtids Vilkaar, om
han end kommer til at gøre sig skyldig i betydelige
Selvmodsigelser for Enkeltheders Vedkommende. Hans
Foitælling gaar i Hovedsagen ud paa, at da Coriolan
allerede var naaet til stor Anseelse og Magt i
Staden, kom Senatet, der holdt med de Rige, i Strid
med den store Befolkning, som pintes forfærdeligt
af Aagerkarle. Lovene mod Skyldnere var nemlig af en
skrækkelig Haardhed. Man udpantede Smaafolk, solgte
deres Smule Ejendom, og satte selv dem af Befolkningen
i Fængsel, der var bedækkede med Ar og havde kæmpet
taprest mod Fjenden.
Sidste Gang, man havde været i Krig mod Sabinerne,
havde de Rige maattet love Plebejerne for Fremtiden
at fare med Lempe; men efter Krigen brød de deres Ord;
Udpantningerne og Fængslingerne vedblev. Da den menige
Mand saa slet ikke mødte ved Udskrivningen, nødtes
de Rige trods Coriolans Modforslag til at give efter.
Shakespeare har nu øjensynlig slet intet Begreb
kunnet danne sig om Oldtidens frie Borgersamfund,
mindst om deres Forhold i denne ældgamle Gæringstid,
da den menige romerske Befolkning sluttede sig sammen
til et energisk politisk Parti, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
