Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XI. Shakespeare mister sin Moder. Coriolanus. Afsky for Hoben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
77
mere slaas man af den Nødvendiglied, hvori han
har følt sig stedt, tiltrods for sin utvivlsomme
Væmmelse ved mangt og meget i Kongens Person, at
maatte søge Støtte mod sine Fjender i Kongemagten
- og des flere utvivlsomme, om end lette og
diskrete, Artigheder finder man hos Shakespeare
til Monarkens Adresse. Blikkets Retning mod James
spores maaske første Gang i Hamlet, endnu før Kongens
Tronbestigelse, hvor der neppe uden en Tak eller Appel
til den skotske F’yrste dvæles saa længe ved Prinsens
Forhold til Skuespillerne. Hensynet føles stærkt i
Lige for Lige, hvor Hertugens Fjerncn sig fra Wien,
men dobbelt aarvaagne Agten paa Alt, hvad dér gaar i
Svang under den tilsyneladende Fraværelse, sikkert
har skullet dække og forklare James’ øjeblikkeligt
efter Tronbestigelsen indtraadte, lidet modige
Fraværelse fra London i al den Tid, da Pesten rasede
der. Forholdet mærkes paany her i Coriolan og endnu
en sidste Gang i Stormen, der - utvivlsomt skrevet
som Festspil i Anledning af Kongedatteren Elisabeths
Bryllup med Prins Frederik af Pfalz - i Fremstillingen
af den vise Prosperos Skikkelse indeholder enkelte,
uendeligt ufortjente Artigheder til den vise og lærde
Kong James. Der er en stærk Overensstemmelse mellem
Moliéres Forhold til todvig XIV og Shakespeares
til denne sin Konge; begge de to store Mænd havde
Befolkningens religiøse Fordomme imod sig, begge havde
som kongelige Teaterdigtere Hensyn at tage; kun at
Moliére har kunnet nære oprigtigere Beundring for sin
Ludvig end Shakespeare har kunnet føle for sin James.
Richard Garnett, der et Sted i en forøvrigt mesterlig
Afhandling (om Stormen) i The Universal Review
for 1889 uden videre har kaldt Coriolanus for «en
Afspejling af en Konservativs Følelser ved James
Kamp mod Parlamentet* - en Ytring, der gaar meget for
vidt - opkaster det Spørgsmaal, om Stykket altsaa er
foranlediget ved den første Konflikt eller ved den
anden, der kom til Udbrud i 1614, og da han udtaler
sig for det sidste, kommer han til det Resultat,
som han er ene om, at Coriolanus er Shakespeares
sildigste Stykke.
Men den Bevisgrund, han for denne Mening gør gældende,
vil ved nærmere Betragtning vise sig at være uden
ringeste Vægt.
Nogle Vers i femte Akt (Scene III Linje
97) lyder saa- , ledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
