Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIII. Timon fra Athen. Menneskehadet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114 William
Shakespeare
vi dvæle en Smule derved for om muligt
at udpege de ikke-Shakespeareske Partier.
I første Akt er det især Prosa-Samtalerne mellem
Apemantus og de øvrige Personer, der ikke synes
Shakespeare værdige. Replikskiftet her er fyndigt, men
søgt, ikke altid vittigt, dog altid bittert og Udtryk
for Menneskeforagt. Stilen minder noget om Dialogen
mellem Diogenes og Alexander i Lylys gamle Alexander
og Campaspe. Den første af Apemantus’s Samtaler her
kan dog Shakespeare have skrevet; hans Repliker kan
være opstaaede i ét Træk med Thersites’s Repliker i
Troilus og Cressida-, den sidste Samtale tager sig
afgjort ud som et Indskud fra fremmed Haand eller som
et Optrin, over hvilket Shakespeare har forsømt at
slaa en Streg (li Linje 264-283). Flavius’s Monolog
(12 Linje 197-211) stammer i denne Skikkelse umuligt
fra Shakespeares Pen. l Oversættelsen stikker den
ganske vist ikke af mod det Øvrige; men Versene er
rent elendige paa Engelsk. Maaske er de et Resultat
af en eller anden kluntet stenograferende Tilhørers
Optegnelser i Teatret.
I anden Akt er efter al Sandsynlighed den lange
Samtale mellem Apemantus, Narren, Gaphis og
alle Tjenerne (II2 Linje 47-132) skrevet af den
underordnede Forfatter. Den indeholder kun tom og
ørkesløs Passiar, beregnet paa at more Galleriet,
og den indfører Personer, der synes at skulle faa
Betydning for Handlingen, men som forsvinder i samme
Nu uden at efterlade sig Spor. Saaledes den Page,
der bringer Bud og Breve fra Værtinden i et berygtet
Hus, til hvis Personale, som det ses, ogsaa Narren
hører. Vi erfarer intetsomhelst om Indholdet af de
Breve, han bringer, og hvis Udskrift han ikke kan
læse.
I tredje Akt er der endnu meget svagt og upersonligt,
ligesom der er en evig, ufrugtbar Uro paa Scenen, men
mod dens Slutning i Banket-Optrinnet er Shakespeare
selv tilstede, og man føler Pustet af hans Aand i
den Storm, der udgaar af Timons Mund.
Fjerde Akt er et mægtigt Værk af Shakespeare, hvor han
er ypperst og vældigst. Der er saare lidet heri, som
jeg vilde være tilbøjelig til at fraskrive ham. Den
Sikkerhed, hvormed engelske Forskere, endog en
Digter som Tennyson, har erklæret Flavius’s Monolog,
der slutter andet Optrin, for uægte, kan jeg ikke
dele. Den stemmer i sit Indhold med hans Monolog i
det følgende Optrin, i hvilket han udtaler Stykkets
Tema i det ene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
