Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVI. Francis Beaumont og John Fletcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 William
Shakespeare
der tilfældig har mødt hinanden, saarer han i
skinsygt Raseri med sit Sværd først Arethusa og senere
Bellario, der ikke blot modtager Stødet uden Klage,
men endog lader sig fængsle i hans Sted som Ophavsmand
til Mordet paa Prinsessen. I disse to unge Kvinder
er Desdemonas dybe Hengivenhed fordoblet, men har
hos dem begge fundet et gribende Udtryk. Tilsidst
ordnes Alt. En Opstand i Landet gengiver Philaster
hans Trone; begge de elskende Kvinder helbredes for
deres Saar. KlafFeren angaaende Arethusa og Mistanken
imod hende dør ud i det Øjeblik, da det opdages, at
Bellario er en Kvinde; Philaster ægter sin Elskede
og denne slutter Dramet ved, endnu mere højsindet
end Dronningen i Mussets Carmosine, at opfordre
Bellario-Euphrasia til at blive hos Parret og dele
dets Liv:
Gorne, live with me;
Live free as I do. She that loves my lord, Gursed
be the wife that hates her!
Shakespeare kan ikke her have miskendt Talentet,
tiltrods for de mange Mindelser om hans egne Arbejder,
som Stykket indeholdt. Især maa det have tiltalt
ham, at hos disse to begyndende Digtere i stærk
Modsætning saavel til Chapman som til Marlowe, der
ganske manglede Sansen for det Feminine og Evnen
til at fremstille det, Kvindeskikkelserne udmærkede
sig ved en høj Grad af Blidhed og Ynde. I Ghapmans
Dramer, selv i de bedste som Dobbeltdramet The
Conspiracy and Tragedy of Charles Duke of Byron,
Marshal of France, der holdt sig saa nær til
Samtidens Historie, har Shakespeare neppe fundet
noget, der tiltalte ham. Det var snarere en Ti-Akts
Epopee end et Skuespil. I Ghapmans Lystspil,
selv i de ypperste som East-ward Hoe med dets
mærkværdigt livfulde Skildring af Datidens London,
hvortil hans Medarbejdere Ben Jonson og Marston har
bidraget hver sit, har Shakespeare rimeligvis følt
sig stødt til-hage ved en Virkelighedsgengivelse,
han selv bestandig har skyet. Beaumonts og Fletchers
Skuespil foregik derimod i et fantastisk Sicilien,
rettere sagt, i det Fantasiland, hvortil de ogsaa
siden i Reglen henlagde deres Dramer, og det havde i
sin hele Holdning noget almindelig Poetisk, noget der
stemmede med de romanske Folks Maade at fremstille
Menneskene og deres Lidenskaber paa, som særligt paa
dette Tidspunkt af Shakespeares Liv ikke har kunnet
være ham ukært.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
