Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIX. Vinteræventyret Episk Tilsnit. Barneskikkelsen. Stykket en Musik. Shakespeares Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
207
Opfindelse. Den morsomme Skikkelse Autolykus er helt
hans Ejendom.
I Novellen bliver Kongen lidenskabeligt forelsket i
sin egen Datter, da han ser hende som voksen Jomfru,
og dræber sig, da hun forenes med sin Elskede. Hos
Shakespeare er dette dumme og grimme Træk faldet
bort. Alt aander ud i ren Harmoni.
Her som i Cymbeline ser vi Digteren ved Æmnets
Beskaffenhed tvungen til at dvæle ved de Ulykker,
Skinsygen anretter. Det er her tredje Gang,
han behandler en Jalousi, som gør vild indtil
Vanvid. Othello var det første, store Eksempel,
saa følger Posthumus, og nu Leontes.
Leontes’ Tilfælde er enestaaende, forsaavidt Ingen
indblæser ham Skinsygen eller lyver Hermione paa. Det
er hans egen raa og dumme Fantasi, som bærer Skylden
alene. Men hin ene og samme Last er her øjensynligt
kun varieret som Fremførelsesmiddel for kvindelig
Højhed og Udadlelighed i en ny Afskygning.
Mrs. Jameson har i sin Tid om Hermione sagt de
smukke Ord, at hun forener saa sjældne Egenskaber som
Værdighed uden Stolthed, Kærlighed uden Lidenskab og
Ømhed uden Svaghed. - Som Dronning, Hustru og Moder
besidder hun en majestætisk Elskelighed, en storstilet
og yndefuld Simpelhed, en utvungen Selvbeherskelse,
saa det Ordsprog passer paa hende: Det stille Vand
har den dybe Grund. Hendes blide Højhed fremhæves
yderligere ved Paulinas altid slagfærdige Mod og
Begejstring; hendes ædle Majestæt belyses ved den
andens dristige Djærvhed. Hendes Holdning og hendes
Tale i Retsscenen er beundringsværdig, overstraaler
langt Katharinas i Scenen af samme Art. Hendes Væsen,
der er Underkastelse og Sagtmod «fter det engelske
Kvinde-Ideal, rejser sig her til den værdigste
Protest. Hun forsvarer sig knap. Livet har tabt sit
Værd for hende, nu da hun har mistet sin Husbonds
Kærlighed, da hendes lille Søn er fjernet fra hende
som fra en Pestbefængt, og da hendes nyfødte Datter
er bleven «revet fra hendes Bryst for at myrdes med
den uskyldige Mælk i sin uskyldige Mund». Hun vilde
kun gerne redde sin Ære; men hun, den Anklagede,
den Mishandlede, taler dog først og fremmest af
Medlidenhed med den Anger, som Leontes engang i
Fremtiden vil komme til at
G. Brandes: Samlede Skrifter, IX.
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
