Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIX. Vinteræventyret Episk Tilsnit. Barneskikkelsen. Stykket en Musik. Shakespeares Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
213
Fiorizels Svar beskriver med forelsket Veltalenhed
hendes Ynde:
Alt hvad du gør
forskønner det, der gøres. Naar du taler saa
ønsked jeg, du evigt vilde tale, og naar du synger,
ønsked jeg, du købte og solgte, holdt din Bøn og gav
Almisse og røgted al din Gerning kun i Sang ....
Til denne Ynde svarer Stolthed og Fasthed. Da Kongen
har truet hende med at lade hendes Skønhed flaa med
Tjørneris, hvis hun vover ikke at slippe hans Søn,
siger hun, skønt hun betragter Alt som tabt:
Jeg blev just ej forfærdet; et Par Gange var jeg paa
Vej til frit at sige ham, at samme Sol, der skinner
paa hans Hof, tilhyller ej sit Aasyn for vor Hytte.
Der er i Maaden, hvorpaa Forholdet mellem Florizel
og Perdita er fremstillet, visse Ejendommeligheder,
der ikke fandtes i Shakespeares Ungdomsværker og som
kommer igen i Maaden, hvorpaa i Stormen Ferdinand
og Miranda er malte:, en vis Fjernhed fra Verden,
en vis Ømhed for dem, der endnu er sysselsatte med at
haabe paa Lykken og attraa den, en Art Forsagelse med
Hensyn til for eget Vedkommende at naa deø. Han staar
nu udenfor og over. I Skildringen af ungdommelig
Forelsket-lied var Digteren tidligere ligesom i
Jævnhøjde med dem, han skildrede; nu ikke mere; det
er som hvilede et Faderblik paa dem. Han ser fra oven
nedefter.
Her som i Cymbeline er Hofferne i Modsætning til den
landlige Idyl fremstilte som Brutalitetens, Dumhedens
og Lasternes Hjemsteder. Selv den gode af Kongerne,
Polyxenes, er baade voldsom og raa; men Leontes,
der dog kun skal være vildledt af sin usalige
Mistænksomhed, ingenlunde ond eller forbryderisk
anlagt, afgiver et sandt Billede paa Fyrsteholdning
og Fyrstefærd, som den var gængse under Renæssancen,
i Italien omkring Aar 1500, i England endnu hundrede
Aar derefter. Med god Grund sagde Belarius i Cymbeline
(IIIs):
Vi frygter ikke Gift, den gaar tilhaande paa højere
og mere fornemt Sted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
