Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - VII. Udenlandsrejsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332 Lord
Beaconsfield
uforfærdet svaret: Inglese e fantastico. Fronde
har med Rette om dette Svar bemærket, at det var
sandt ikke blot om Dragten, men om Manden, som bar
den. Allerede fra Gibraltar lader han sin Moder
vide, at han dér nyder det Ry at være den første,
som har gaaet gennem Byens Gader med to forskellige
Spadserestokke, en Morgen- og en Aften-Stok.
Disraeli havde ikke ringere Glæde af sin Tjeners
skinnende Klæder end af sine egne. Da han efter at
have besøgt Korfu, Albanien, Athen, Konstantinopel,
Cypern, Jerusalem, i Forening med en anden ung
Englænder Glay tog til Ægypten, havde denne sidste
en Tjener med sig, som ikke var nogen anden end
hin Giovanni Falcieri, kaldet Tita, der havde været
Byrons berømte Yndlingstjener til hans Død, og som
senere ved Hjemkomsten gik over i Familien Disraelis
Tjeneste. Det er ham, hvem Shelley i sine Breve
kalder «en smuk Fyr med et underfuldt sort Skæg,
som har stukket to, tre Mennesker ihjel og er den
godmodigst udseende Knægt, jeg nogensinde har set.»
Hvilken Glæde for Disraeli at have ham om sig i
Ægypten «klædt i en Mamelukdragt af Karmoasinrødt og
Guld med en tredive Alen lang, hvid Turban og med en
Sabel, der glimrer som en Regnbue*!
I Almindelighed gør Kostyme og Lokalfarve et dybere
Indtryk paa ham end selve Naturen. Dog betager den
ham i alle Middelhavslandene. Maaske var han nok
saa modtagelig for Kon-stantinopels Naturskønhed som
for Athens; han følte sig - ogsaa poetisk - Tyrkerne
langt nærmere end Grækerne, og Stam-buls Pragt maatte
nødvendigvis tiltale hans orientalske Væsen mere end
Athens Ruiner; men dog nyder han heftigt Sejladsen
paa det græske Øhav, Sommerluften i November, den
skyfri Himmel og ^Solnedgange som en Dues Hals». En
stærk Glæde havde han af Cypern, dengang lidet anende,
at han skulde lægge denne Ø under britisk Scepter. Han
kalder den «et Land berømt til alle Tider og for mig
mere henrivende ved at være Fortunatus’s Herskersæde
[i et Æventyr] end som Venus’s rosen-farvede Rige
eller Korsfarernes romantiske Kongedømme.»
Som en i England allerede anset ung Mand, som
et Væsen, der fremfor alt forstod at gøre sig
gældende, blev Disraeli allevegne modtaget med
Udmærkelse og fik allevegne Adgang til de ledende
Personligheder. Særligt paa tyrkisk Grund følte han
sig veltilpas og greben, undertiden formelig slagen
med Ærefrygt.
Et umaadeligt Indtryk gør det paa ham, da han
første Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
