Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XVII. Kampen mod Peel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
433
Breve aabne, havde underrettet den østerrigske
Regering om de af Brødrene imod den lagte Planer og
var saaledes bleven Aarsag til, at de to italienske
Fædrelandselskere af en Politimand blev lokkede ind
paa Østerrigsk Grund og dér øjeblikkelig grebne
og skudte. Harmen var almindelig i England over
at en britisk Minister havde nedværdiget sig til
at gøre Spion- og Polititjeneste for en fremmed
Tvangsherskermagt. Da Sagen kom for i Parlamentet,
lagde Sir Robert derfor under sit Forsvar en
usædvanlig stærk Sindsbevægelse for Dagen. I
den længere Tale, som Disraeli holdt imod Graham,
ytrede han i den Anledning tørt, at Førsteministeren
havde alt for stor en Sjæl og beklædte alt for høj
en Stilling til nogensinde at tabe sin Ligevægt, men
at det i en Rigsdag undertiden var nyttigt at spille
den lidenskabeligt bevægede Hædersmands Rolle. Han
vidste af egen Erfaring, at naar man var ny i Huset,
var disse Forestillinger temmelig foruroligende;
han bemærkede dette for de yngre Medlemmers Skyld,
at de ikke skulde blive forskrækkede. De kunde være
ganske rolige, Ministeren vilde ikke æde dem osv. Man
ser, at det er den Mistanke til Peels Oprigtighed
(candour), som allerede var udtalt i Den unge Hertug,
der her er understreget med Haan.
Peel svarede med rolig Overlegenhed. Han havde hørt
det ærede Medlem forsikre, at den Varme, hvormed
han havde talt, var forstilt, og det skønt han stod
der anklaget for at være Aarsag til to uskyldige
Menneskers Død. Det var ganske vist muligt at lægge
stor Voldsomhed for Dagen og dog ingen stor Lidenskab
at føle. Men det var paa den anden Side ogsaa muligt
at synes yderst kold, ligegyldig og fattet i sin ydre
Fremtræden og dog nære yderst hadske Følelser. Han
vilde ikke betale sin Modstander med samme Mønt, som
han havde brugt; han vilde yde ham Retfærdighed; han
troede, at Disraelis Bitterhed ikke var forstilt, men
aldeles oprigtig. Han beklagede sig ikke over Nogens
fjendtlige Optræden; Enhver havde Ret til at optræde
som han vilde; men han beklagede sig over det Udtryk,
Disraeli i Talens Løb havde anvendt, at han talte «i
en venskabelig Aand*. I Forhandlingen var han rede til
at møde Modstandere i ærlig Kamp, med aaben Pande;
men det var ganske vist ikke sømmeligt, om det end
kunde være uundgaaeligt, at han blev faldet i Ryggen
fra sit eget Partis Bænke, naar han mindst ventede
det, og det qvenikøbet under den Forsikring at man
handlede som Ven. Og med sin fyldige, velklingende
Stemme anførte han de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
