Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuart Mill - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
John Stuart Mill
535
er ikke bleven mindre mistydet end Drengens
altomfattende Opdragelse. Dens Kendetegn var
en fuldkommen Ligegyldighed for alle Formaal,
som den unge Mand tidligere havde fundet det værd
at tilstræbe, og en uafbrudt Glædesløshed, under
hvilken han spurgte sig selv, om den fuldstændige
Virkeliggørelse af hans Ideer og Udførelsen af de
Reformer, for hvilke han havde sværmet, vilde skaffe
ham en sand Tilfredsstillelse, og saa sig nødsaget
til at besvare dette Spørgsmaal benegtende. Filosofer
har heri fundet en Naturens Modsigelse af Mills
Nyttelære, idet selv Virkeliggørelsen af den højest
mulige Lykke for det størst mulige Antal efter hans
egen Tilstaaede ikke vilde have gjort ham lykkelig;
Teologer har i denne Krise set en Frembryden af hint
skjulte Tungsind, hin dybtliggende Fortvivlelse, i
hvilken Den, der ikke tror, altid lever, selv naar
han ikke véd deraf. Det er dog neppe et Vidnesbyrd
mod Lykkemoralen, at Moral alene ikke skaber Lykke,
og det turde være et svagt Vidnesbyrd for Dogmetroens
Uundværlighed, at en højtbegavet og kritisk anlagt
Yngling paa tyve Aar (der saavel før som siden med
uforstyrret Sjælero hjalp sig igennem Verden uden
dogmatisk Tro) en Vinter igennem sank sammen under
den dybe Ulyst til Handling og under den Tilværelsens
Kval, med hviken enhver grublende Aand har at kæmpe
og som næsten Enhver mindst én Gang i sit Liv maa
overvinde med Anspændelse af alle sine Kræfter.
Der gives blandt rigere udviklede Mænd kun faa,
der ikke har kendt hin Selvopgiven; hos enkelte er
den kortvarig, hos andre jævnlig tilbagevendende; kun
den ydre Anledning, der fremkalder den, og de Vaaben,
der anvendes imod den, er af forskellig Art. Enhver
har sit Panser mod Mismodet, En Arbejds-driften,
en Anden Ærgerrigheden, En Familielivet, en Anden
Letsindigheden; men gennem Sammenføjningerne i
alle disse Pansre borer Livsleden sig sin Vej. Hos
Stuart Mill var nu øjensynligt dette Panser Visheden
om at handle i et andet Menneskes Aand, som han
skattede langt højere end sig selv. Man bør ikke
overse hans egen Ytring om, at hvis «han paa hin
Tid havde elsket nogen Anden højt nok til at betro
denne Anden sin Sorg, vilde han ikke have været i
den Tilstand han var*. Havde Mill dengang kendt sin
tilkommende Hustru, vilde Krisen utvivlsomt ikke have
antaget hin voldsomme Karakter, hun havde sikrere end
Dogmer og Moralsystemer hjulpet ham ud over hans dybe
Ned-slaaethed. Det ser man allerede af de træffende
Ord, med hvilke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
