Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MASER 157
Folk, og Simon Levi kunde, da han ogsaa kjendte den
unge Pige, ikke lade være at føle Noget derved. Han
udtalte sig imidlertid ikke derom til Tredjemand; men
til Gidel sagde han, første Gang Sagen var paa Bane:
»Wenn zwei Meisim tanzen, wer bezohlt die Leisim?"”)
Hans Mening var, at eftersom Frederik var et kjønt og
flinkt, men uformuende Menneske, burde han gjøre et
godt, d. v.s. formuende Parti. Men det er i Grunden
et Spørgsmaal, om Simon Levi havde denne Mening
uden med Forstanden; af Hjertet kunde han enten blot
ønske de to unge Folk god Lykke eller ogsaa, fordi han
selv var saa overset, være fornøjet med, at Broderen
ikke blev knyttet til en rigere Familie og saa fik fuld-
stændig Ret med sit ,,Vindbeutleri".
Saaledes stode altsaa Sagerne paa det mærkelige Tids-
punkt, da Simon Levi fik Budskab om sin store Arv.
Denne Nat sov Simon ikke meget. Saasnart han var
fjernet fra Lyset, der havde skinnet paa den. Fremmede,
og fra Gidel, der havde set og hørt ham, tabte Sagen i
Tilforladelighed, og han maatte gjenfrembringe den ved
Hjælp af Sandsynlighedsberegninger eller rettere ved Over-
vejelse af det Usandsynlige i, at Nogen her skulde kjende
Philpots og vide Noget om hans Ungdomsforhold til
ham, Levi, og betjene sig deraf til en grusom Spøg. Men
hvergang Sagen saaledes blev ham sandsynlig, blev den
igjen for stor til at kunne være rigtig sand, og en ny
Uro fremkom ved Tanken om, hvorvidt han havde Ret
til næste Dag, Sabbat, for at faa Vished at gaa til Uden-
rigsministeriet i en Forretningssag. Han beviste for sig
selv, at Synden egenlig ikke var stor eller i det Mindste
var tilgivelig, og faldt i en kort Blund derved; men da
han vaagnede og stod op, kom Betænkeligheden igjen.
Dels blev han angst ved Tanken om at staa overfor en
Mand, der vilde give ham en pludselig, afgjørende, maa-
ske sønderslaaende Vished, dels havde han en overtroisk
1) 3: Naar to Døde danse, hvo betaler saa Musikanterne.
M. Goldschmidt i Folkeudgave. VII 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
