Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358 EKKOET
vidste, at mangen ung Præst maa tage tiltakke med et
Kald, der er daarligere end Degnekaldet i Saltum. Men
nu var der ingen saadan Person at se, og hun heldede
derfor til den solide Gaardejerklasse, der igjennem
kongelige Titeler hævede sig til Hæder og Berømmelse.
Nu var det jo rigtignok saa, at ikke Rasmus Jochumsen
selv, men kun hans Broder var blevet Kammerraad;
men paa sær Maade stod det i Samklang med hendes
hele Skæbne: Hun var ikke blevet Præstekone, men
Degnekone, hendes Datter var ikke blevet døbt Ayessa,
men Ais, og det fulgte heraf næsten som Skæbnens
bestemt udtalte Vilje, at Ais skulde giftes ikke med Søn-
nen, men med Brodersønnen af en Kammerraad. Det
Formildende i alle disse hele eller halve Skuffelser var,
at Skæbnen ved ingen Lejlighed havde modsat sig noget
Væsenligt: Formuenhed.
Der blev ikke spurgt om, hvad Ais vilde eller ikke,
Det viste sig ogsaa her, at en Kvinde, der er blevet
lykkelig eller godt gift, langt snarere end den Moder,
som har været ulykkelig i Ægteskab, glemmer Hensynet
til Datteren. Mdm. Tolne havde vænnet sig til at tage
sit Ægteskabs Held og Fred som Noget, der var Tin-
genes Natur, og øjnede ingen anden Forstyrrelse end
Fattigdom, og medens hun gjorde alle sine Beregninger
i den Retning og med bydende Forstandighed hævede
dette frem, vidste hun ikke af og vilde maaske knap
have brudt sig om, at der i Ais’s Sjæl hævede sig Billeder
frem af ganske modsat Art, at Paul ved selve Modsæt-
ningen til Jochum Ras steg op for hende som Gjen-
stand for en ny, dybere og stærkere Inderlighed, Læng-
sel og Sorg, og at hun blev greben af en ejendommelig
Angst med Hensyn til sig selv. Thi hidtil havde hun,
uden at være sig det bevidst, følt sig som tilhørende
Lyset, som staaende i godt og kjærligt Forhold til noget
Fjernt, der smilede til hende og betragtede hende som
noget Værdifuldt; men nu fik hun en ligesaa uvilkaarlig,
utydelig Angst for, at det var en Fejltagelse, at hun selv
hverken havde Ret eller Værd, men var at bortgive
som en følesløs Ting. Hun spurgte sig selv tvivlende, om
Paul ikke var taget bort, netop fordi det Lyse og Glade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
