Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Torben Oxe
13
bar sikre Spor af Underslæb. Han dømtes da til Galgen og blev
hængt i København i November 1516, Aaret før Torben Oxe.
Blandt de faa, der græd over hans hastige Død, var Dyveke, der
med Taarer udbrød: „I dette Menneskes Død har jeg stor Skyld.
Den barmhjertige Gud forlade mig min Synd!"
Hun blev selv den næste. Ved Midsommer 1517 døde hun
pludselig, formentlig af Gift, der var drysset paa nogle tidligt
modne Kirsebær, som hun nød. Rygtet udpegede Torben Oxe
som Gerningsmanden, der havde sendi hende dem. Som
Medskyldig nævnedes hans Fætter Knud Pedersen Gyldenstjerne,
der havde været tilstede, da hun nød dem. Kongen var
overbevist om Torben Oxes Brøde. Forbitrelse over den nye Udaad
vakte Mindet om den tidligere Beskyldning mod Torben Oxe.
Harme og Skinsyge raabte om Hævn. Men som sædvanligt
vidste Christian II at forstille sig og skjule sine Følelser.
Forholdet mellem Konge og Lensmand var just i den Tid
tilsyneladende særligt godi. Nogle Dage forinden Dyvekes Død
havde Torben Oxe faaet kongelig Tilladelse til at indløse
Lindholm Slot i Skaane, som en anden havde i Pant, og selv beholde
det uindløseligt i tolv Aar. Da Dyveke var jordfæstet i Helsingør
i de hvidklædte Karmeliteres Kloster (Fig. 4), syntes Kongen
ogsaa at have glemt sine fordums Følelser for hende. Han lod
holde Fester paa Københavns Slot. Og ved en af dem kaldte
han, som halvt tilfældigt, Slotsherren hen til sig og spurgte ham
i let, fortroligTone: „Sig Os nu Sanden, Torben! Er det saa, som
Din Skriver, der blev hængt, fortalte Os, at Du skal have haft
med Dyveke at gøre. Vi vilde gærne vide det for visse Aarsagers
Skyld." Forgæves forsøgte de nærmest staaende, der havde hørt
Kongens Ord, ved Vink og Miner at vare Torben Oxe og mane
ham til Forsigtighed. Han svarede leende, at han aldrig var
kommen hende for nær. Men da Kongen blev ved med spøgende at
fritte, endte han med at sige, at det iøvrigt ikke havde skortet
ham paa Vilje. Han havde baade anholdt om og eftertragtet
hendes Gunst, men aldrig opnaaet den.
Ved disse Ord skiftede Christian II Udseende og blev ganske
tavs. Forklaringen var givet paa det skæbnesvangre Optrin i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
