Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik II’s Svar
281
kun til fælles Vel. Toldforhøjelsen var en kongelig Rettighed,
og Kongen af Danmark agtede at anvende sine kongelige
Rettigheder, naar han selv fandt for godt. Det tilkom ikke Kongen af
Spanien at sætte ham Maal og Grænse i saa Henseende, ligesom
Frederik II heller ikke havde taget Hensyn til sine
Undersaat-ters Klagerover, at Kongen af Spanien imod det Speierske
Forlig havde forhøjet Tolden i Nederlandene. Hertugen maatte
derfor undskylde, at Frederik II ikke kunde opfylde hans Begæring.
- Her kunde Kongen slutte, men han vilde dog tilføje, at
Nederlænderne sidst af alle burde klage, thi de var i
Taknemligheds-Gæld til Danmark. De blev altid behandlede me<J særlig
Forekommenhed ved Helsingør. Mest for deres Skyld holdt Kongen
Flaader baade i Vesterhavet og Østersøen for at rydde
Farvandene for Sørøvere. Senest havde Danmark ofret meget paa at
udrydde de moskovitiske og polske Fribyttere. Sligt burde de
skønne paa og mindes, hvorledes danske Krigsskibe
mangengang uden mindste Erstatning havde skaffet dem deres Skibe
igen, som Sørøverne alt havde bemægtiget sig. Det var de
fremmedes Pligt at betale den ubetydelige Told, det var
Danmarks Pligt at holde Søen ryddelig og værne om den frie
Skibsfart.
Tiderne havde forandret sig. Dette Svar, der for 3 Aar siden
sikkert vilde have fremkaldt en Krigserklæring fra Spanien, blev
nu det sidste, afsluttende Ord i Sagen. Uden Spaniens Hjælp
kunde Nederlandene intet gøre paa egen Haand. De trængte
for meget til Danmark-Norges Støtte i Kampen, til at de turde
bryde med denne mægtigste protestantiske Magt. Af de øvrige
Sønationer var kun England farlig; men her gjaldt det samme:
alene turde den engelske Flaade ikke møde, og der var ikke
Udsigt til nogen Forbundsfælle. Dronning Elisabeths Besværinger
blev derfor modtagne med stor Ro, og Frederik II’s Svar afviste
enhver fortsat Forhandling om denne Sag1. Kongen af Danmark
blandede sig jo ikke i Englands Sager og klagede over, naar
Dronningen forhøjede Toldafgifterne hjemme. Men den samme
Ret forlangte han for sig selv og taalte ikke, at nogen søgte at
begrænse hans Frihed. Lastpengene var iøvrigt en Nødvendig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
