Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Giordano Brunos Dud
Mocenigo, var et uklart Hoved. Hans Interesse for Giordano
Bruno skrev sig blot fra, at han havde læst et af dennes
Skrifter om Hukommelseskunsten. Instinktmæssigt havde han fattet,
at her laa noget under. Og for at blive delagtiggjort i disse skjulte
Kundskaber, maaske om at låve Guld, om de Vises Sten eller
lignende, havde han indbudt Forfatteren til sig. Men da han
efter et halvt Aars Undervisning stadig ikke fik noget at vide
om det, hvorom han egentlig ønskede Besked, blev han
utaalmodig. At det var en Kætter, han husede, var han bleven klar
over, og dette gjorde ikke Sagen bedre. Han endte da med at
bekende sin Kvide for sin Skriftefader. Denne befalede ham, at
han skulde anmelde sin farlige Husfælle for Inkvisitionen samt
holde ham indespærret, indtil Inkvisitionen fik ham afhentet.
Mocenigo fulgte sin Skriftefaders Raad. I Maj 1592 førtes
Giordano Bruno til Inkvisitionens Fængsel.
Det gik ham i Fængslet i Venedig ligesom i sin Tid som fri
Mand i Toulouse. Han var ikke fuldt klar over Dybden af
Bruddet mellem sig og Kirken. Han havde lært baade calvinsk
og luthersk Snæversind at kende og udtalt sig skarpt baade mod
de altid kivagtige Reformerte og mod Protestanterne med deres
bare Tro, der, idet den inddrog Kirkegodset, foreløbigt levede
højt paa Fortidens gode Gerninger. Hjemmets Kirke stod for
ham som den, der passede ham bedst, den, hvis Forestillinger
gled sammen med hans Barndoms- og Ungdomsindtryk og
ypperligt egnede sig til Billeder, til Symboler for hans senere
Tanker. Han mente sig saa meget mindre i Uoverensstemmelse
med Kirken, som hans Hovedlærdom netop var — hvad alt
Kardinal Nicolaus Cusanus havde udtalt: — „at Mennesket er
et endeligt Væsen og dets højeste Viden derfor bevidst
Uvidenhed."
Han var naaet til dette øverste Punkt i Kirketaarnets
Vindel-gang, hvor Rækværket manglede, og Dogmernes sikre Ord
forvandlede sig til Billedtale. Han stod højt over Mængden, oppe
hvor Spiret svajede. Men ad Kirketrappen var han naaet derop,
og han stod jo altsaa fremdeles paa Kirkens Grund. Som et
godt, aabenhjertigt Barn fortalte han da Inkvisitionen alt, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
