Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304 Tredie tidsrum 1845—1857.
bygden som huslærer; theologen MOE blev i hovedstaden. Men
den fælles interesse for folkedigtningen holdt dog bekjendtskabet
vedlige, og de vekslede jævnlig breve med hinanden. I et af disse
breve eller maaske snarere under et sammentræf i Kristiania blev
planen lagt til udgivelsen af en samling eventyr. ASBJØRNSEN
fortalte paa sine gamle dage, at MOE i 1836 havde bragt sagen paa
bane i et brev; men ifølge meddelelse fra MOE’S søn, professor
MOLTKE MOE, findes ikke et saadant brev i ASBJØRNSENS samling
af breve fra MOE, der forøvrigt gjør indtryk af at være fuldstændig.
Ifølge en anden mundtlig meddelelse fra ASBJØRNSEN til
nærværende bogs forfatter skal der i det første øieblik have hersket
tvivl om, paa hvilken maade eventyrene skulde meddeles
offentligheden. Det var hverken mere eller mindre end et gammelt
princip-spørgsmaal, der her dukkede op paa norsk grund. Allerede et
halvt hundrede aar i forveien havde gamle fader WIELAND været
inde paa det og besvaret det paa sin maade: «Frembringelser af
denne art maa være smagsværker, eller de er intetsomhelst: Lad
ammestueeventyr fortalt i ammestuetone forplantes gjennem
mundtlig overlevering; men trykkes maa de ikke.» Selv en forfatter
som LUDWIG TIECK havde i praksis hyldet en lignende theori; hans
eventyr er kunsteventyr med benyttelse af momenter fra
folkeeventyrene, eller stærkt omdigtede folkeeventyr, om man vil.
Omvendt havde brødrene GRIMM lagt sine eventyr saa nær som muligt
til den mundtlige overlevering; de var ikke gaaet til sit arbeide
som poeter, men som samvittighedsfulde videnskabsmænd. Hvilken
af disse principer skulde nu de norske eventyrfortællere følge?
Heldigvis blev de snart enige om, at brødrene GRIMM’S
fremgangsmaade var den eneste heldige, og dermed var den vigtigste
forudsætning givet for sikreisen af foretagendets nationale og
videnskabelige værdi. Naar MOE i forordet fra 1840 henviser digterne
til folkepoesien, erklærer han, at det «naturligvis ikke er Meningen
i Folkepoesierne nærmest at frembyde Stof». Digterne skal lade
sig beaande og belive af folkepoesien, ikke omdigte dens
frembringelser. Dette princip for de to samleres forhold til
folkeeventyrene var imidlertid fastslaaet en god stund før 1840; det
fremgaar af «Nor» en liden «Billedbog for den norske Ungdom»,
som ASBJØRNSEN udgav i slutningen af 1837. Her har han offentlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
