Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322 Tredie tidsrum 1845—1857.
til sagnet. WELHAVEN har bare gjort den for hans Øiemed
betegnende forandring, at det ikke er Hera, der sender den krebs, som
vanskeliggiør Herakles seiren ved at gnave paa hans hæl. Den
kommer, fordi «hans Gjerning er til Harm for Krybet».
Som Herakles havde WELHAVEN, efter sin egen mening,
«betvunget det første grumme Rovdyr» («den nemæiske løve»
WERGELAND), da han i «Dæmringen» gav sig i kast med den mangehodede
hydra, opinionen. Han havde lært, at for hvert hoved, han fældte,
vokste der et nyt frem, og hans hæl havde ogsaa faaet føie kløerne
af krebsen fra mudderdybet.
Vil man faa et slaaende indtryk af den forandring, der i aarenes
løb var foregaaet med WELHAVEN’S opfatning af kampen og dens
udfald, saa skal man sammenligne dette digt med indlednings
digtet til «Vidar». Vidar svarer til Herakles, og hydraen til Fenris,
Situationen er aldeles analog, og det, den skal betegne, er det
selvsamme. Men hvor forskjellige er ikke slutningerne. I «Vidar»
klinger der den freidigte seiersvished ud af de fire slutningslinjer:
«Naar da Uhyret vaagner af sin Dvale,
og Gjællarhornet har til Striden kaldt,
da gjælder Løsnet: «Vidar, Fenris Bane!»
— Der kan ei sværges til en bedre Fane.»
I «Herakles» derimod er der ikke længer tale om nogen seir
over uhyret. Digtet fortæller intet om udgangen paa striden; det
ender, som bekjendt, med bittert og mistrøstig at dvæle ved
mudderkrybet, der anfalder heltens hæl.
Men er dette karakteristisk, saa er «Filoktetes» det i endnu
høiere grad. Her har baade WELHAVEN’S ensomhedsfølelse og hans
selvfølelse fundet sit kraftigste og mest gribende udtryk.
Filoktetes, Herakles’s sidste stalbroder, som arvede
halvgudens pile, blev paa toget mod Troja efterladt paa Lemnos, hvor
han var bleven bidt af en slange, hvis bid ikke vilde læges. Senere
da grækerhæren savnede hans herlige pile, blev han hentet og
helbredet og deltog siden i kampen.
WELHAVEN skildrer ham liggende hjemløs og forladt paa
Lem-nos’s klipper, medens den græske flaade forsvinder i havbrynet.
Hans bortseilende vaabenfæller trøster sig med, at han ikke vil
«Filoktetes».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
