Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch.
Afsked med den Dømte, en Geistlig forbereder ham og endelig en
Trommehvirvel eller Klokkeklang forkynder hans Gang til
Retterstedet.» Det er en kritik, der rammer sømmet paa hovedet, og den
hører til dem, som en senere tids dom ikke kan forandre.
MUNCH’S næste store dramatiske arbeide var «Hertug Skule,«]
Tragoedie i fem Akter» (1864). Det var et besynderligt træf af
Skjæbnen, at MUNCH netop paa dette tidspunkt havde givet sig i
kast med dette emne. Mens han holdt paa med
udarbeidel-sen, udkom netop HENRIK IBSEN’S behandling af det samme stof,
«Kongsemnerne», og publikum fik saaledes opleve den mest
interessante mandjævning mellem det ældre og det yngre digterkuld.
Mandjævningen var fuldstændig dræbende for ANDREAS MUNCH, og
det knæk, som hans digterry ved denne leilighed fik, forvandt det
aldrig; fra den dag af, da «Hertug Skule» blev henlagt efter tre
opførelser, var han en slagen mand. En ny tid, en ny
literatur-betragtning havde overvundet ham, en tid, som han ikke forstod,
en literaturbetragtning, som han fra sit standpunkt ikke kunde
anerkjende. Han vedblev at producere; men hans udvikling var
afsluttet; der havde aldrig været synderlig kraft i hans frembringelser;
nu begyndte de ogsaa mere og mere at mangle saft; de kom mere
og mere til at ligne visne blade, der drysser til jorden fra en
høstgul busk.
At læse «Hertug Skule» efter at have læst «Kongsemnerne» er
omtrent som at komme ind i en grund liden vik ude fra den store,
dybe fjord. De sjælelivets dybder, som IBSEN har loddet, kjender
A. MUNCH ikke; i «Hertug Skule» er hans digtersnekke gaaet til
ankers paa en favn vand. Den store historiske modsætning
mellem en gammel og en ny tid, som emnet aabenbarer, har MUNCH
øinet ligesaa vei som IBSEN; men han har ikke forstaaet den. Han
finder ikke andet i det hele end sin gamle kjære modsætning
mellem nordisk vildhed og sydlandsk kultur. Hertug Skule og hans
mænd repræsenterer den gamle tid med de vilde sæder, Haakon
og hans dronning den blødhed og forfinelse, som holdt paa at
trænge ind fra Syden i følge med de nye ridder- og
kjærligheds-digte. I «Kongsemnerne» er det samlingstanken, Haakons store
kongstanke, som skiller mellem gammelt og nyt; hos MUNCH er
det bare «Flores og Blantseflor». Paa adskillige steder i MUNCH’S
«Hertug Skule».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
