Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
504 Fjerde tidsrum 1857—1869.
folkevisesamling udkommer; han studerer den med stor interesse,
og der er et tidspunkt, da han er overbevist om, at folkevisestilen
er den stil, som egner sig bedst for det moderne historiske drama.
Saa optagen er han af denne ide, at Skjøndt han ellers ikke har
havt det med at skrive æsthetiske afhandlinger, føler han paa dette
tidspunkt trang til at meddele sig og skriver virkelig en liden
afhandling, hvori han udvikler sine anskuelser om folkevisens
betydning for dramaet. SNORRE’S norske kongesagaer hører ogsaa
til de bøger, som i den første halvdel af femtiaarene falder i hans
hænder; men af dem modtager endnu ikke «Kongsemnernes» vordende
forfatter noget digterisk brugbart indtryk; «det skulde først komme
senere», som han selv har sagt i anden udgave af «Gildet paa
Solhaug». De islandske ættesagaer, hvoraf den danske
literaturhistoriker N. M. PETERSEN havde oversat og udgivet et udvalg,
gjorde derimod et langt stærkere indtryk paa ham. Her var stærke
viljer, tragiske skjæbner og store, vilde optrin, kort et rigt stof for
en dramatiker. Læsningen befrugtede hans fantasi; nye skikkelser
og nye scener fremstod for hans indre blik. Men at give dem
dramatisk form i sagaens egen stil var en tanke, som endnu ikke
faldt ham ind. Den ScmLLER-OEHLENscHLÅGER’ske femfodede jambe
passede heller ikke efter hans mening. Nei, folkevisestilen var den
eneste stil, hvori de nye indtryk kunde omstøbes i dramatisk form.
I Danmark havde HENRIK HERTZ med «Svend Dyrings Hus» leveret
et praktisk bevis for folkevise-versets brugbarhed som dramatisk
vers; for IBSEN stod det ikke blot som brugbart, men som det
mest brugbare, og i folkevisestil formede han sine indtryk fra
ættesagaerne («Gildet paa Solhaug»); i folkevisestil, og paa grundlag
af motiver fra folkevisen og folkesagnet, skrev han derpaa sit
hyperromantiske drama «Olaf Liljekrans». Det saa et øieblik
næsten ud, som om han agtede at slaa sig til ro i denne stil;
men det var kun et øieblik; nye indtryk kom til, og inden man
vidste ordet af det, var folkevisestilen et tilbagelagt stadium for hans
vedkommende. Da han begyndte at skrive «Hærmændene paa
Helgeland», var han endnu bunden af sin beundring for folkevisens
Versemaal, og den begyndelse af stykket, som han førte med sig,
da han i sommeren 1857 flyttede fra Bergen til Kristiania, hvor
han var bleven artistisk leder af det norske theater, var, efter hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
