Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
538 Fjerde tidsrum 1857—1869.
lært endaa meir.» Som den, der hævder udviklingen, ser han med
en vis skøieragtig ringeagt ned paa alle dem, som holdt faste,
fuld-færdige meninger, og specielt gik denne spot ud over bondepartiets
•fører UELAND. Denne rolige bondehøvding af den gamle skole, hvis
politik var bestemt af kampen for bondens rettigheder med
embedsmændenes, hvis frisind var betinget af standsfordomme og ikke
naaede ud over dem, og hvis fremtidstendenser ikke strakte sig ud
over grundlovens givne ord — han var VINJE en torn i Øiet. I en
bekjendt artikel sammenlignede han paa skøi UELAND med NAPOLEON
og fandt, at begge i grunden var store tyranner. «Som alle store
Menn hava Napoleon og Ueland strævat lengi og tekit imist, fyrr
dei fingo Snara om Halsen paa sit Folk. Dei ero fødde
«Diplomater» baade tvo, tigjande (tause) ganga dei med Fingren paa Nosi,
hengjange ut sine Krokar, som Tosken biter paa, og Folk grunna
yver, kvat desse botnelause Menn tru om det og det, og kor
Ljonelden skal slaa ned. «Er ikke eg ogsaa endefram?» segjer
Napoleon, og det same segjer Ueland, og Folk vite kvaarki upp
elder ned.» — Den skøieragtige sammenligning mellem NAPOLEON
og UELAND fremkaldte en polemik, der for lange tider satte VINJE
paa det sorte bræt hos det saakaldte liberale parti. Senere kom
dog VINJE til at nærme sig den liberale fylking, og paa mange
punkter blev han talsmand for dens anskuelser.
1 Interessant er det at følge VINJE’S kritiske virksomhed i «Dølen».
Som kritiker havde han en fortræffelig egenskab, sin sunde nøgterne
forstand, der altid bragte ham til at være paa vagt mod det, som
var overspændt og affekteret; men det kunde ogsaa hænde, at denne
fortræffelige egenskab blev ham en lænke om benet, saasnart andre
og finere kritiske evner skulde til. I den romantiske periode, han
tilhørte, var det en yderst fortjenstfuld gjerning at raabe til dem,
som prøvede at svæve i skyerne: Kjære, lad os holde os til jorden!
Men denne gjerning ophørte at være fortjenstfuld i det øieblik, den
vendte sig mod fænomener, hvori der var flugt og fart, uden at
denne flugt og denne fart var usund. Helt fri for at rammes af
denne bebreidelse var VINJE ikke; men til hans fuldstændige
undskyldning taler den vanskelige stilling, hvori han stod. Som kritiker
var han den sunde fornufts, realismens repræsentant i en periode,
da realismen endnu ikke havde seiret som literært princip. Der
Vinje som
kritiker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
