Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136. Blad. 335
kierlige Taarer, som nedstrømmede af hans
Kinder. Aedon snae dem, og da udbrød hans
indvortes og nagende Smerte i en Flod af Taarer, som
blandede sig med Orestes. Nu kunde han
beklage sin Ulykke, nu udøste han i sin Vens Skied
alle de Bevægelser, som hans Sieleangest
hidindtil ikke havde Ord til at udtrykke.
Himmelen saae disse Venners Taarer; men den stillede
derfor ikke det Uveir, som var opvakt; den
forskrækkeligste Torden var endnu tilbage. Tre
Dage frembragte Orest i sin Vens Arme, og da
brækkede Skiebnen den Stav, paa hvilken han
heldede sig. En dødelig Sygdom forgiftede Orestes
Blod. Han døde — — — og
Fortvivlelse opsteeg af Afgrunden; den fløi med en
achetontisk Fart til Aeoons Boelig, for at binde ham
med evige Lænker. Den traf Aedon i Naturens
Tempel, hvor han søgte Trøst hos dens Præster,
de Viise, og da han gik bort, fulgte den ham i
Hælene. Aedon hørte Naturens Trøstegrunde,
og da det blev Nat, kastedede han sig skielvende
haa sin Seng, for at eftertænke dem, og for at
forsøge, om de kunde tilfredsstille hans Siel.
Han tænkte, men Frygtens og Angesters Billeder
vigede ikke, de bleve endnu mere forskrækkelige;
en mork Skye bedækkede hans Hine. Nu saae
han ikke andet end Dolke til at myrde sig med,
som Fortvivlelse havde slebet til hans Undergang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
