Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
erindrer jeg engang at have hørt en Speculerende sige, at man
ikke maatte tænke for meget paa Vanskelighederne iforveien;
thi da kom man aldrig til at speculere. Naar det saaledes blot.
gjælder om at komme til at speculere, ikke om at Eens Spe-
culation bliver virkelig Speculation, saa er det jo ganske resolut
sagt, at man blot skal see at komme til at speculere, ligesom
det er priseligt, om en Mand, der ikke havde Evne til at kjøre
gangen af Eenhed til Fleerhed, og Fleerhed til Eenhed, Lighed til Ulighed
o. s. v., er Øieblikket, i hvilket der hverken er F- eller smitte-, og hverken bestem-
mes ellet sammenblandes (ot·16 titte-sikkrer- ovkx Fisyxpwxsas § 157 A.).
Af alt dette har nu Plato Fortjeneste ved at tydeliggjore sig Vanskeligheden,
men Øieblikket bliver dog en lydlos atomistisk Abstraktion, som man heller
ei forklarer ved at ignorere den. Naar nu Logiken vil udsige, at den ikke
har Overgangen, ( og har den denne Kategorie, da maa den jo finde sin Plads
i Systemet selv, om den end tillige opererer i Systemet), da vil det blive
tydeligere, at de historiske Sphærer og al den Viden, der hviler i en historisk
Forudsætning har Øieblikket Denne Kategorie er af stor Vigtighed for at
afslutte mod den hedenske Philosophie, og en ligesaa hedensk Speculation i
Christendommen I Dialogen Parmenides viser paa et andet Sted sig
Følgen af, at Øieblikket er en saadan Abstraktion. Idet Eenheden poneres
at have Tidens Bestemmelse, vises nu, hvorledes her fremkommer den Mod-
sigelse, at Eenheden (w Fj-) bliver ældre og yngre end sig selv og end Fleer-
heden (m nok-la) og da igjen hverken yngre eller ældre end den selv eller
end Fleerheden (§ 151 E). Eenheden maa jo dog være, siges der, og nu
bestemmes det at være saaledes: Deelagtighed i et Væsen eller i en Væsen-
hed i den nærværende Tid (To 115 Arm aMo « kan 7 passes-; over-as
Frem Xpoyov Wis migomox § 151. E·). J den nærmere Udvikling af Mod-
sigelserne viser det sig nu, at det Nærværende (ro viv) vakler imellem at betyde
det Nærværende, det Evige, Øieblikket Dette Nu (w vis-) ligger mellem
,,var« og »vil blive-C og Eenheden kan jo ikke, idet den skrider frem fra det
Forbigangne til det Tilkommende, springe Nuet forbi. Den holder altsaa
inde i Nu’et, bliver ikke ældre men er ældre. I den nyeste Philosophie rul-
minerer Abftraktionen i den rene Væren; men den rene Væren er det abstrak-
teste Udtryk for Evigheden, og er som Intet netop igjen Øieblikket Her viser
det sig atter, hvor vigtigt »Øieblikket« er, fordi først med denne Kategorie
kan det lykkes at give Evigheden sin Betydning, idet Evigheden og Øieblik-
ket blive de yderste Modsætninger, medens ellers det dialektiske Hexerie faaer
Evigheden og Øieblikket til at betyde det Samme. Først med Christendom-
men bliver Sandselighed, Timelighed, Øieblikket at forstaae, netop fordi
forst med den bliver Evigheden væsentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
