- Project Runeberg -  Kristin Lavransdatter / Kransen /
182

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - V

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som var hendes sidekamerat dag og nat, hun klarte
at snakke for dem begge.

Saa merket ingen at hun med alle sine tanker var
borte fra alt omkring sig. Erlends frille — hun sa
det mdi sig, at hun var Erlends frille nu. Det var som
hun skulde ha drømt det nu — Margretmesseaftenen, den
stunden i laaven, nætterne i buret paa Skog — enten
hadde hun drømt det, eller saa drømte hun dette som
var nu. Men en dag maatte hun vaagne, en dag vilde
det komme op. Ikke et øieblik tænkte hun andet end at
nu gik hun med Erlends barn —.

Men hvad der vilde ske med hende, naar dette kom
for en dag, kunde hun ikke rigtig tænkte sig. Om hun
blev sat i mørkestuen eller sendt hjem —. Langt borte
skimtet hun bleke billeder av faren og moren —. Saa
lukket hun øinene, svimmel og syk, dukket sig under
det tænkte uveir og prøvet at hærde sig til at bære det
onde som hun trodde maatte ende med at hun blev
skyllet ind i Erlends arme for bestandig — det eneste
sted hvor hun nu syntes hun hadde hjemme.

Saa var der i denne spænding like meget av
forventning som av rædsel, sødme likefuldt som kval. Hun var
ulykkelig — men hun følte sin kjærlighet til Erlend som
en vekst, der var plantet inde i hende — og den skjøt
nyere og rikere blomsterflor for hver dag trods ulykken.
Den sidste natten han sov hos hende hadde hun følt
som en fin og flygtig sødme, at der ventet hende en
lyst og en lykke i hans favn som hun endda ikke kjendte
— nu bævet hun ved mindet om det; hun kjendte det
som hete, krydrede pust fra solhete haver. Risunge
— det ordet Inga hadde slængt mot hende — hun tok
likesom imot det og trykket det indtil sig. Risunge, det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 21:58:59 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kristin/1/0186.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free