Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke kan glemme?» Kristin stirret paa ham; Simon
blev ved, og hans stemme var mild og god: «jeg skal
ikke laste dig for det — dere var vokset op som
søsken, og der er gaat et aar knapt. Men du kan trøstig
lite paa det, at jeg vil dig vel —»
Kristin var blit ganske hvit i ansigtet. Ingen av dem
talte, da de gik indover byen i skumringen. For enden
av gaten, i den grønblaa luft stod nymaanens sigd med
en blank stjerne i fanget.
Ett aar, tænkte Kristin, og hun syntes ikke hun
kunde mindes, naar hun sidst hadde husket Arne med
en tanke. Hun blev ræd — kanske hun var en let og
løs, daarlig kvinde— ett aar siden hun saa ham paa
baaren i vaakestuen, da hun trodde, hun aldrig skulde
bli glad mere i livet — hun kved lydløst av frygt for
sit eget hjertes ustadighet og for altings
forgjængelighet. Erlend, Erlend — kunde han glemme hende —
og endda syntes det hende værre, om hun nogen tid
kunde glemme ham.
Herr Andres gik med sine børn til den store
juleveitslen i kongsgaarden. Kristin saa al den stas og
pragt som var der — de var ogsaa inde i den hal hvor
kong Haakon sat og fru Isabel Bruce, kong Eiriks
enke. Herr Andres var fremme og hilste paa kongen,
mens hans børn og Kristin stod noget tilbake. Hun
tænkte paa alt fru Aashild hadde sagt hende; hun
mindedes at kongen var Erlends nære frænde, deres
farmødre var søstre — og hun var Erlends lokkede viv,
hun hadde ingen ret til at staa her, og mindst mellem
disse gode og gjæve folk, ridder Andres’ børn.
Da saa hun med ett Erlend Nikulaussøn — han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
