Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kransen - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— hun syntes han hadde aldrig gjort hende større glæde
end med disse ordene.
Men nu kunde de ikke bruke dette raad mere for at
komme sammen, og det var ikke let at finde paa et nyt.
Erlend gik til aftensang i klosterkirken, og nogen ganger
fik Kristin efter tjenesten gjort sig et ærinde op til
proventsfolkenes gaarder; saa stjal de sig til at tale nogen
ord sammen oppe ved gjerderne i vinterkveldens mørke.
Da fandt Kristin paa at be søster Potentia om lov at
gaa og besøke nogen gamle, verkbrudne koner,
klosterets almissefolk, som bodde i en stue litt ind paa et
jorde. Bakom stuen var et uthus hvor konerne hadde
en ku; Kristin bød sig til at stelle den for dem, naar
hun var der, og saa lukket hun Erlend ind til sig imens.
Med en liten undren merket hun, at saa glad som
Erlend var for at være hos hende, saa satte det som
et agg i hans sind at hun hadde kunnet finde paa dette
raadet.
«Det var ikke til dit eget bedste at du blev kjendt
med mig,» sa han en aften. «Nu har du lært at bruke
slike lønraad.»
«Du skulde ikke laste mig for det,» svarte Kristin
bedrøvet.
«Det er ikke dig jeg laster,» sa Erlend fort og sky.
«Jeg hadde ikke tænkt selv,» blev hun ved, «at det
skulde falde mig saa let at lyve. Men en kan det en
maa.»
«Det er ikke altid sandt,» sa Erlend som før. «Mindes
du i vinter, da kunde ikke du selv si din fæstemand
at du vil ikke ha ham.»
Paa dette svarte ikke Kristin, bare strøk over hans
ansigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
