- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / X Bind. Niobe. Naar sol gaar ned. /
76

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

76

naturligvis; hun var biet saa mærkværdig delikat med
ikke længere at paatvinge hende sit Følgeskab om
Morgenerne ...

Det gik i Døren derinde og knirkede et Par Gange af
nogle forsigtige Mandsskridt over Gulvet... Huf, var nu
Schulteiss ogsaa ude med sin ufordragelige Iversyge.

Hun vilde reist sig; men forhindredes ved, at
Varbergs Øine under Beregningerne som uvilkaarlig blev
hængende ved hende, — de stirrede borte i Tanker
underlig skarpe med et blaagraat Lys skimrende langt
indefra...

Og gjentagende fæstede de sig ved hende... længere
og længere ...

Notitsebogen laa paa Bordet inde i en halvlys Solstrime
fra Vinduet, og Haanden med Blyanten hvilte paa den.
Blikket var saa aandsfraværende hensunket, at hun ikke
kunde unddrage sig det. Det var som inde fra hans
Drømmeliv til noget langt inde i hendes Væsen.

Hun fulgte hans villieløse Haand. Det syntes, som
Blyanten begyndte at føre Skrifttræk, — at skrive —
langsomt, — Bogstav efter Bogstav... blev til en hel
Linie, tydeligt, stort. Og som ved et Ryk førtes Haanden
nu tilbage. Der begyndte en ny Linie — og atter en ny ...

Det var, som alt indeni hende var under en lammende
Halvsøvn — umuligt at rive sig løs ... Bogstaverne
svimlede henne paa Bordet op klare, som om hun saa i halv
forvildende, forstørrende Briller. Hun syntes næsten,
hun saa en lysegraa Taagehaand ud af Solstrimen hen
mod Blyanten.

Uden at vide det var hun borte hos ham og heldede
sig over hans Skulder.

Hun læste:

«Din Fylgje taler med hendes Fylgje det, I endnu ikke
selv forstaar.»

Hun saa ind i det underlige Dyb i hans gnistrende
Øine, følte, han slog Armen om hendes Liv og drog hende
ned paa sit Fang, og, inden hun tænkte paa at afværge
det, trykkede han et heftigt Kys paa hendes Læber.

Hun stirrede overrumplet stivt forfærdet paa ham og
undersøgende som ved et pludselig opglimtende Magne-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:18:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/10/0078.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free