Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Naar Jernteppet falder
37
over mig, høre din Haan og nyde din Stemme–som
vil erindre det op igjen og op igjen, dette mit Møde med
Dig her ved Trappen, som en herlig Drøm.»
«Det e r forbi, Mathias! Det e r forbi,» — sa hun
dumpt. Hun greb fat i Gelænderet, som om hun holdt
paa at segne, og forsvandt hen ad Gangen og ind
Kahyts-døren.
Mathias Wiig stod der, han stod — koldsved og
svimmel.
Spændingen havde været ham for stærk. Og det var
kun sig halv bevidst, at han siden indover Dækket idelig
flyttede sig og blev staaende.
Endelig drev han ind i Røglugaren og kastede sig paa
en Sofa.
Passagerer gik ind og ud eller bare keg ind ...
Mathias Wiig laa, som han sov, og Stykker af hans Liv
gled forbi hans indre Øie ... Solskinsflekker og Mørke ...
Han og Ellen ...
Han saa hende som ung sekstenaarig Pige, lys
sommerklædt, skjær som en Rose paa Tunet mellem Veninderne.
Hun var paa Søndagsbesøg i Præstegaarden, hvor han,
netop Student, var den nykomne Huslærer.
De legte Høg og Due og sidste Par ud.
Og, som Solen holdt paa at gaa ned, og de stod gjemte
bag en af Høstakkerne, fandt han Anledningen til at
udvikle for hende sin Verdensanskuelse.
Og hun optog det med saa deilige tindrende blaa Øine,
Hodet med Guldhaaret for det meste bortvendt for
Solskjæret.
Det blev et helt lidet begeistret Foredrag. Og umulig
fandt han det da tilslut hellerikke — under denne
Ver-denslovens kolde Ligegyldighed for Menneskeskjæbner,
— at Tilfældigheden ogsaa kunde lade vor Klode
eksplodere i Millioner Stumper som Asteroiderne ...
Men stor og bitter blev hans Forargelse, da hun med
ét skjød forbi ham for at komme først til Maalet og saa
med den lystigste Spydighed raabte tilbage:
«Saa sidder De paa en Stump og jeg paa en anden,
og saa hilser vi, naar vi stryger forbi hinanden!»...
Han kunde endnu høre den unge Piges melodiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
