Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gaa paa I
161
her, saa er det en anden Ting; jeg ser det jo helst for
de store Gutterne. Men saa lader vi Silden og alt det,
Du har snakket om den, være for det, det er! ... Ja ja,
saa blir vi boende her da. Og Du kommer hid hjem fra
Sjøen saadan en fjorten Dages Tid to Gange om Aaret,
det blir en Maaned akkurat om Aaret det; eller i tredive
Aar tredive Maaneder. Saadan lever vi ialt sammen i vort
hele Liv kanske to og et halvt Aar. Saa blir vi heller
ikke saa let kjede af hinanden!» Hun gik hen og lagde
Gutten i Vuggen; men den raske Maade og den
harmfulde Mine sagde noksom, hvad hun syntes.
«Du faar tage det, som Du vil, Sara! men, hvad jeg
har sagt, staar!... Til næste Aar flytter vi.»
«Hør, Rejer!» sagde hun langsomt og saa op paa ham
fra Vuggen, som hun heldede sig over. «Jeg var istand
til at lade Dig faa din Villie med Gutten og lade ham
hede noget med Jan han ogsaa, naar vi bare kom til at
tage fat nordpaa straks!»
«Nei, — det gaar ikke!»
«Du vil ikke?»
«Nei!»
Hun fløi op. «Saa Du vil ikke? — heller sænke Dig
ned med Saltlasten paa Havsens Bund i det skammelig
raadne Fartøi. Du siger altid fint Veir! men tror Du,
jeg ikke har forhørt mig hos nogen anden end Dig? Du
holder paa at sætte til hver Gang, har Tømmermanden
sagt; ham faar Du ikke engang med mere. Vær saa god,
gaa Du under! Jeg kan selv sørge for dem allesammen
jeg, — for de to der med! Men jeg skal aldrig, — aldrig
glemme Dig det, Rejer, at Du kunde bære over dit Sind
at udsætte mig for saa stor Sorg uden Nødvendighed. Jeg
hørte nok næst sidste Gang, hvordan det havde været i
spanske Sjøen udenfor Brest i alle Braattene; der var
godt Spørgsmaal baade om Liv og Penge dengang. Men
saalænge det maatte til, saa maatte det, tænkte jeg da.
Hvad vilde Du sige, Rejer!» endte hun med lynende Øine,
«om jeg og han der bare satte os i Vuggen og lagde ud
til Spanien? ... Det er skammeligt! — jeg har aldrig
lovet mig med Dig paa sligt.»
«Tømmermanden er en livræd Hund, — glad kvit ham,
11 — Jonas Lie: IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
