Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - III. Nationaldramaets Udvikling indtil Lope de Vega’s Fremtræden. Hans Indsats: Det er ham fremfor nogen Anden, som giver det Særpræg, baade i Form og Indhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
52
selv om det altid fik en lille Dans ovenpaa til at sætte i godt Humør.
I den kolossale Mængde Stykker, han har frembragt, er der jo uimod-
sigelig en hel Del rent ud slette Produkter, saa utrolig jaskede og
uinspirerede, at man gerne — som Fitzmaurice-Kelly siger — kunde
antage dem for Parodier paa hans egen Manér.
Det unge Genis sejrrige Fremtrængen fordunklede baade For-
gængere og Samtidige. Cervantes pakkede overvældet og mismodig
sine Skuespil sammen, og de Yngre dannede en Falanx, som fulgte
Lope de Vega’s Banner. Helt uden æsthetisk Opposition gik det
dog ikke af. De antike Kunstprincipper hævdedes endnu en Tid af
Adskillige i Stridsskrifter og i spredte Udtalelser. Men Forsvaret
for den nye Drama-Form førtes ikke blot gennem selve Digternes
Værker: ogsaa egentlige Forsvarsskrifter fremkom, affattede med
større Kraft og Konsekvens end Lope’s omtalte »Arte nuevo«. Især
den udmærkede Skuespildigter Tirso de Molina, endvidere Ricardo
de Turia (vistnok Pseudonym for Don Pedro Juan de Rejaule y
Toledo) og Carlos Boyl, begge Valencianere og Skuespilforfattere,
samt ikke mindst F. de la Barreda, talte det frie nationale Drama’s
Sag, snart med veltalende Varme, snart med overbevisende Logik.
Fra andre Sider rettedes der Angreb mod Lope de Vega’s poe-
tiske Stil idethele. Den Bevægelse i spansk Literatur, som man
betegner med Ordet »Kultisme« eller »Kulteranisme«, og som i den
Grad samledes om Digteren Luis de Göngora, at den hyppig kaldes.
»Gongorisme«, fandt i sin stilkunstneriske Unærmelighed Lope de
Vega altfor ukunstnerisk jævn, altfor lidt »culto«. En nyere fransk
Litteraturforsker, L. P. Thomas, som har beskæftiget sig meget
med dette stilistiske Fænomen, definerer »le Cultisme« som: Af-
fektation bestaaende i et dunkelt Sprog, der er overlæsset med sære
Billeder og blandet med Fremmedord, som organisk staa i Strid
med Sprogets Grundlove. Forresten er Lope ingenlunde selv fri
for sprogligt Kunstleri. Almindeligvis er han vel lige til og natur-
lig i sit Sprog, — og bedst, naar han er saadan —, men han kan
til sine Tider henfalde til »Conceptos« i ældre spansk Trubadur-
manér, beregnede paa den fine Portion blandt Tilskuere og Læsere,
og især jonglerer han paa en stundom ret utaalelig Maade med
Begreber som »honra« (Ære), »agravio« (Krænkelse), »ausencia«
(Fraværen), »fineza« (Opmærksomhed), »celos« (Skinsyge), »desdén«
(Kulde) osv. Men den nye Stil, som Gongoristeme vilde have frem,
var af anden Støbning: de vilde »gøre deres Modersmaal saa fuld-
komment, at det kunde maale sig med det Græske og Latinske«. Det
.
I
I
iü
ijj :f
i
1
f r .s-’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
