Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noter til de tre Skuespil - II. »St. Hans’ Aften«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
w
i
l!
feli
413 =4
i
i
I!
Aarh. rejstes der Tvivl derom fra flere Sider. I »Grosses Universal-
Lexicon« (det Zedler’ske, 18. Aarh.) forekommer samme Raisonne-
ment som det, Tello kommer med: »Alleyn diese Meynung ist gantz
falsch. Denn es ist unläugbar, dasz die Perlenmuscheln aus dem
Grunde des Meeres und anderer Wässer, wohin der Thau nie kom-
men kan, gefischet, und hervor gelanget werden müssen«. (Denne og
anden Folketro om Duggen har givet L. Uhland Motiv til det skønne
Digt »Maienthau«), Sig. A. Garboe, Kulturhistoriske Studier over
Ædelstene (Kbh. 1915), S. 34. — En Replik i Lope’s »Si no vieran las
mujeres ....« (A. I, Sc. 7), forener de overtroiske Meninger ang.
Himmellegemers, Elementers og Himmeltegns Indflydelse paa ædle
Metallers o. lign.s Opstaaen og Væxt. Det hedder dér, at Maanen
frembringer Sølv, Havets Bund Perler, Planeterne Ædelstene, som
de meddele deres forskellige Farve. Ogs. i »El guante de Dona
Blanca«, A. II, Sc. 4: »Guld og hvide Perler, Børn af Solen og Mor-
gendæmringen«, og s. St. A. III, Sc. 13, om Guld og Diamanter, »som
frembringes af Solen«. Ligeledes i »Si no vieran las mujeres«, A.
I, Sc. 7: »Til hvem [o: Kvinderne] har vel Maanen frembragt Sølv,
Solen Guld, Havet Perler i sit Skød, Planeterne Ædelstene, idet de
have skænket dem forskellig Farve, Egenskab og Virkning?«
Det er et mærkeligt Stykke — saa at sige — romantisk Æsthetik,
Tello møder op med. Den rigtige Sol stilles overfor det af duftende
Urter dannede Baal, hvorpaa Fønixfuglen ifølge Digtningen op-
brænder sig selv for at forynges, og som i Poesiens Verden straaler
saa stærkt, at det kan lignes ved selve Solen.
Fortællingen om, at Svanen synger skønt, naar den er ved at
dø, findes hos adskilige af Oldtidens Forfattere: Platon, Aristoteles,
Ælian, Vergil, Ovid, Martial.
Basilisk, — Troen paa dette fabelagtige Væsen, der kan dræbe
kun ved at se paa En, og som »udklækkes af et Haneæg«’, har ogsaa
existeret i Danmark (Thiele, Danmarks Folkesagn, II, S. 300, hvor
det siges, at Dyret selv dræbes, naar man holder et Spejl for det).
Plinius har ogsaa i dette Tilfælde været nyere Digteres Kilde, og
i Lope’s Tid brugtes »Basilisken« meget som poetisk Symbol.
S. 219. »Fisken, der kan standse en Galej« er den saakaldte
Sugefisk (Remora eller Echineis), ogsaa kaldet »Skibsstandseren«,
hørende til Makrelfiskene, forsynet med en Sugeskive paa Hovedet
og den forreste Del af Ryggen. At den dermed skulde kunne standse
Skibe ved at suge sig fast til dem, er et Sagn, der stammer fra
Plinius, Noget som man »ohne Scheu fabuliret« (Zedler’s »Univ.-
Lexicon« und. »Hemme-Fisch«).
i
i
i
i
:r
li
j
I
I
1
li
n
I
il
i
’
:
i
! i
11
1!
i
I i
Bu
L
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
