Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den værdige Gamle vedblev: »Lad os da høre,
hvad Du kan!«
Franz havde en Følelse af, at hans eneste
Dygtighed og Fortjeneste i dette Øjeblik bestod
i at beundre den unge Pige og være dragen til
hende med en Magt og Inderlighed, der, skjønt
pludselig, var saa gammel som hans eget Væsen;
men uvilkaarlig, af Vane, svarede han med
alvorlig og nøjagtig at berette om, hvilke
Forelæsninger han hørte, samt naar han kunde tage
Examen og faa Embede. Efter at have hørt paa
ham med ligesaa stor Alvor, brød man pludselig
ud i et stort Latterkor, og da Franz igjen vendte
sig til den unge Pige, gled en ung Mand ind
mellem hende og ham. Den unge Mand havde
en Violin, som han spillede med megen
Kunstfærdighed, men med de stærkeste, mest skærende
Overgange fra det Følsomme til det Lystige.
Han gav sig til at danse foran Franz, som om
han vilde træde paa ham, saa stift paa ham med
sine grønlige, stikkende Øjne og tvang ham til at
gaa baglængs, og imidlertid sang han til sit
underlige Akkompagnement den højst følsomme Sang:
>Und wenn Gott einst die Todten ruft,
Sie liebend zu erhöhen,
Dann wollen wir aus einer Gruft
Vereinigt auferstehen.
Ich ewig DeinI
Du ewig mein!
Nichts soli uns dann mehr trennen!
Gott, welche Freude wird es sein,
Zu gross um sie zu nennen!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
