Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 157 -
gangen og ikke kunde gjøre sig forstaaelig for
piken. Jeg hadde mit rum like ved og gik forbi.
Som om ingenting var, hjalp jeg hende med at
faa rede i det hele. Hun saa ut, den lille frue,
som om hun maatte sluke noget, hun hadde
ondt for at taale.
Et par dage efter sat vi nede i vestibulen. Da
var de der igjen. Og puslet og pustet og ståk
hoderne sammen. De saa et sekund paa mig. Jeg
sat virkelig og smilte. Saa gik de hurtig ut. Efter
et kort ophold kom fruen ind igjen. Hun lot,
som om hun søkte efter noget. Jeg følte, at
hendes tanker gjaldt mig. Endelig. — En svær
beslutning. Saa kom hun. Hun rystet formelig
paa sin lille haand, som holdt den uundgaaelige
heklepose. Jeg reiste mig. Jeg syntes synd i
hende. Hun saa paa mig og fik taarer i øinene.
«Ja — min — min mand og jeg, vi — maa
takke Dem, fordi De har hjulpet os et par gange.
Og nu —»
Det kunde hun ikke faa frem. Da sa jeg smi*
lende:
«Nu maa De be mig hjælpe Dem igjen?»
«Ja,» sa hun og satte sig, næsten komisk yn*
kelig.
«Er jeg da saa forfærdelig?»
Da græt hun.
«Vi har hørt saa meget slemt om Dem — min
mand og jeg. Og vi elsker vort land —»
Da satte jeg mig ned ved siden av hende:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
