Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Fra Ugarrowwas til Kilonga-Longas station
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
216 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Sept. 20.
Ugar-
rowwas
Btation.
den dømtes hals; et kompani sattes til at heise ham
iveiret.
«Nu, mand, har du noget at sige til os, førend du slaar
følge med din broder, som døde igaar?»
Manden forblev taus og syntes neppe at sanse, at jeg
havde talt. Jeg vendte mig mod høvedsmændene. «Har I
noget at sige, førend jeg udtaler ordet?»
Da puffede Raschid til sine medhøvedsmænd, og de styr
tede alle frem, kastede sig for mine fødder, bedende om til
givelse, idet de i haarde udtryk fordømte tyvene og mor
derne, men lovede, at deres fremtidige opførsel vilde blive
bedre, dersom der denne ene gang vistes naade.
Under dette optrin var det værdt at lægge merke til
zanzibariternes ansigter, hvorledes deres øine udvidede sig,
og læberne lukkede sig, og kinderne blev blege, som om
denne samme følelse bevægede dem alle med den elektriske
gnists hurtighed.
«Nok, børnl tag eders mand, hans liv er eders. Men
agt paa det: der er kun en lov herefter for den, der berøver
os en rifle, og det er: døden ved rebet.»
Der paafulgte et saadant udbrud af følelse, at jeg blev
maalløs: virkelige store taarer trillede ned ad mangt et ansigt,
medens hvert øie svømmede og udvidedes af en lidenskabelig
rørelse. Huer og turbaner kastedes op i luften; riflerne
bares høit iveiret, og hver mand opløftede sin høire arm,
da de raabte: «Indtil hvidhuen er begravet, skal ingen for
lade haml Død over den, som forlader Bula Matari! Vis os
veien til Nyanzal Før os nu — nu vil vi følge I»
Intetsteds har jeg været vidne til en saa rørende
begeistring, undtagen maaske i Spanien — naar republi
kanerne paa en stormende maade brølede ud sine følelser
efter at have hørt paa en eller anden herlig formaning til
at staa fast ved den nye tro paa «Libertad, Igualdad og
Fraternidad».
Fangen græd ogsaa, og efterat løkken var kastet tilside,
knælede han ned og lovede at dø for mine fødder. Vi tog
hinanden i haand, og jeg sagde: «Det er Guds verk, tak haml»
Engang til blæste trompeten lystig, og med en gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
