Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35i
ved Bullerup i nærheden af Odense, hvor nogle individer blev skudt
den 15de mai 1884 (Collin), endvidere er den engang bleven skudt
paa Færøerne.
Skeheirens hjem er egentlig de mere tempererede egne af Europa,
Asien og Nordafrika, hvor den ogsaa overvintrer. I disse egne holder
den enten til langs flodernes sumpede bredder eller ogsaa, hvor havet
danner store udstrakte laguner. Den har dog en meget stor udbredelse,
saaledes er den observeret i det sydlige Sibirien, Mongoliet, det
nordlige Kina etc. I Rusland er den seet endog saa langt mod nord som
til Archangel. I Europa forekommer den talrigst langs Donau, samt ved
■det sorte og det kaspiske havs kyster. I Holland er der ligeledes nogle
rugende skeheirekolonier; herfra er det sandsynligvis, at de her omtalte
11 individer stammer, thi vi havde netop i de første dage af oktober
sterke sydlige storme, desuden findes der ikke nogen nærmere lokalitet,
hvor fuglen aarvist ruger. Til Holland kommer den i april og forlader
landet igjen i september, den skal dog undertiden være bleven skudt
endog midtvinters. I England skal skeheiren oftere være funden rugende,
men den synes dog ikke at forekomme der hvert eneste aar. Sverige
er nok det eneste land i Europa, hvor den endnu ikke er observeret.
J. Grieg.
Dyrehistorier. I sin bog »Ueber das Seelenleben derThiere«
beretter Max Per ty om en tam stork, som i mange aar opholdt sig i
kollegiets gaard i Tiibingen. En kaad student fyrede et skud paa en
storkerede, der fandtes paa taget af et nærliggende hus. En i reden siddende
stork blev sandsynligvis saaret; thi i flere uger derefter fløj den ikke af
reden; men ved den vanlige tid drog den bort med de andre.
For-aaret derefter fløi en stork fra reden ned i kollegiets gaard og overfaldt
rasende sin tamme kollega. Bortjaget, vendte den stadig tilbage og
forulempede hele sommeren den tamme, der altid fandt bistand hos
gaar-dens øvrige fjærkræ. Aaret efter overfaldt 4 storke den tamme, i det
tredie aar kom flere end 20 storke, og de dræbte den, inden man
kunde naa at hjælpe den. Dette forudsætter en formelig plan, der først
efterhaanden fandt bifald og tiltraadtes af de andre storke, som vistnok
forbandt et aarsagsforhold mellem hint sted, hvor en af deres blev
saaret, og den tamme stork som antaget ophav.
Dette forudsætter ogsaa, at de, som mange andre dyr, formaar at
meddele sig til andre af sine lige.
At dette ogsaa er tilfældet med gjæs, der almindeligt, men med
uret, ansees for dumme, bevises af følgende historie. En gammel gaas
havde ruget i 14 dage, da hun pludselig blev syg. Den rokkede da
hen til et af udhusene, hvor der fandtes en ung aarsgammel gaas, og
førte den med sig til kjøkkenet, hvor bænken med reden fandtes, og
hvor den unge aldrig tilforn havde sat sin fod. Den unge gik lige til
reden, hvor den satte sig over eggene; den gamle døde siddende tæt
ved reden kort derefter, hvorpaa den unge fortsatte rugningen og senere
varetog gjæslingerne.
I sit skrift, »Aus dem Leben der Vogel« fortæller Fischer om en
gammel enke i Reutlingen, som havde en flok gjæs, som hun daglig
efter middag til bestemt tid plejede at fodre fra sit vindue. En dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
