Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagboger
20
Jeg er nær ved at fælde Taarer over Digterens fortvivlede Ud
tryk. Jeg kunde gjerne sige — ikke, hvem Frederik havde for
elsket sig i, thi det har han hidtil ei gjort, — hvis Favntag den
Nar misundte en af sine Kammerader ; men den arme Pige, som
ikke havde mindste Deel i alt dette, bør ikke nævnes. —
I September 1800 forlod Frederik med et meget rosende Te
stimonium Aarhus. — I Oktbr. samme Aar examineredes han
af Professorerne. — Han blev erklæret laudabilis præ cæteris i
Latinen, og Laudabilis i de øvrige Sprog og Videnskaber und
tagen Ebraisk, hvor han blev anseet som haud illaudabilis, og
Jeg troer, haud kunde gjerne været borte. Frederik var en Stym
per i Jødelæsning, uagtet Krarup — der ei var nogen Kastekjep
i Herrens Tungemaal, havde gjort sin Flid med ham. —
Førend Jeg gaacr videre, vil Jeg kaste et Blik tilbage paa Fre
deriks Afskeed fra Aarhuus, og tilstaaer han, at Konrektorens
mundtlige var ham mange Prosent kjærere og nyttigere end
Rektors skrivtlige. — Hvem der saae hins Øie glindse af Taarer,
medens han i de stærkeste Udtryk mindede sin bortreisende
Discipel om, hvad hans Pligter og hans Vel fordrede af ham ; —
Hvem der hørte ham advare mod de Kongens og Lasternes
Hovedstads Fristelser, han saa ofte med de mest levende Farver
havde malet, han maatte antage Stougaard for, hvad han er :
sine Disciplers opdragende Fader mere end stræng Lærer. —
Og den, som stod for ham, som var Gjenstanden nu for hans
Rørelse og kjærlige Formaninger som før for hans Undervis
ning, han maatte være slettere, end man i den Alder — uden
stor Møie — kan være, dersom han ei rødmede ved Tanken om
at have miskjendt den ædle Mand, og stundum gjort, hvad der
stod i hans lille Magt, til at ærgre ham, dersom der ikke i hans
Sjel lagdes varig Grundvold til varm Høiagtelse og uskrømtet
Ærbødighed for den Mand, der ligesom forlængede jsin veile
dende Haand for endnu at gavne paa hin Side sin Kreds, der
som han ikke fyldtes af det ivrige Forsæt, at vorde god og due
lig, og ei skuffe en saadan Mands Haab og Ønsker, der kun
havde reen Menneskekjærlighed til Grund, og Discipelens sande
Vel til Formaal. — Nei, ædle Stougaard ! saa slet var Frederik
ei, ofte har Mindet om Dig gjort ham stærk mod Fristelser, ofte
har det kaldet ham tilbage paa Dydens Vei, naar han stundum
— desværre — havde skeiet ud fra den.
Nu var da Frederik Student.
Det første halve Aar — undtagen en Maaned, han var hos sin
Fader og Broder Otto, Præst i Torkilstrup paa Falster, — op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
