Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagboger
Da svandt det med Takken begavede Minde ;
Mig nødes [?], Palmine ! at skue dit Savn !
Og dog kun ved det Jeg kan Rolighed finde,
Jeg elsker dets Væsen og hader dets Navn ! *
28de. Reiste Vi til Gunslev, — den 25de kom Jeg til Torkil
strup — til Gunslev, til det Sted, hvor Hun, hvem Jeg blandt
alle kvindelige Skabninger agter høiest, hvor Hun,maaskee det
eneste Fruentimmer, Jeg kunde føle Kiærlighed til, Hvor Hun,
som i fordums Tiid behandlede Mig — som Jeg troede — med
udmærket Godhed, Hvor hun, som nu er forlovet, befandt sig.
—At skildre mine Følelser ved Synet af hende er umuligt ; Jeg
kan ikke engang gienkalde dem og — Held Mig, at Jeg ikke kan!
Hine Linier, dem Jeg skrev ved at tænke mit Forhold til denne
ædle, udtrykke et intet; — med bortvendt Ansigt kyste Jeg den
Haand, Jeg nu først føler, vilde giort Mig lykkelig. — O ! at Jeg
før havde vidst det, maaskee havde da min Stolthed, der fryg
tede et Afslag, tabt i Kampen med min Tilbøielighed, maaskee
havde [Jeg] vovet at tolke mine Følelser og maaskee —. Dog
nei, Hun vilde haanet, foragtet Mig, denne for min Selvfølelse
saa ydmygende Tanke er min eneste Trøst. — To ligegyldige
Ord vare de eneste, som vexledes mellem os; dog det var ikke
usædvanligt, men aldrig turde mit Øie vove at møde Hendes.
Jeg betragtede hende som en ophøiet Gienstand, der ikke var
hævet for at staae til Skue, men for at unddrages mit Blik. —
O ! hvilken Stilling ! Jeg tav i 3 Aar, fordi Jeg vilde have Udsig
ter; — Jeg greb med Begierlighed en Kondition paa Falster
uden at ville tilstaae Mig selv, at Hun var Aarsagen; — Og nu,
nu er Jeg her! — I Sandhed, dersom man forlader Hovedsta
den for at leve i Eensomhed, da har Jeg fuldkommen opnaaet
mit Hensigt! — Jeg er eene paa den hele Jord! — Jeg er en
Nar! —
29de. Reiste til Nebølle; ogsaa her mødtes Jeg med Hende.
— Dog Jeg var glad, at Menneske-Vrimmelen endogsaa giorde
Mig til Lov, hvad ellers vilde været en Uhøflighed, — ikke at
hilse hende, ikke at lade mine Læber sittre paa hendes Haand.
— O! hvor blødte ikke mit Hierte, da Vi af en Hændelse stødte
sammen i Gangen, og da hun med den übeskrivelige Sødhed,
der fordum fortryllede Mig, med et Slags venlig Uvillie, med et
1 Skriften i dette Digt er meget utydelig og flere af Læsemaaderne, især i de sidste
Vers, derfor usikre.
Grundtvigs udv. Skrifter. ._ 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
