Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagbøger
88
Læseselskabet kommer dog nok paa en Maade i Stand. —
Med Fru Leth ere Vi 9 Medlemmer, og Jeg har udsendt min
udførlige Plan til Selskabets Indretning. — Endel Præster have
sagt ney, men naar de andre vil finde sig i at bidrage, som Jeg
har foreslaaet, 8 Rdr, siger det intet. —
Jeg undrer Mig undertiden over, at Jeg nu hverken rimer,
eller skriver historiske Fortællinger, eller Sligt, som dog før
var min Kephest. — Jeg kan ikke engang holde ud at læse,
hvad Jeg af Saadant har malet. Alt forekommer Mig saa tomt,
saa flaut, at Jeg ækles. — Enten ere alle mine Produksjoner
virkelig saa, eller det rejser sig af den totale Disharmoni, der
bestandig skurrer fra mine indre Strænge. Maaske noget fra
Begge. — I Andres Skrifter kan Jeg ganske glemme Mig selv,
men i mine egne ikke, og da en Punkt hos Mig kun er Mig
interessant, maa alt, hvad ej staar i Relasjon til den, kede, alt,
hvad der er den modsat, synes utaaleligt. —
O! Gud! hvad skulde Jeg her? Hvi skulde Jeg saaledes faa
mine forvovne Tvivl om Kærligheds Realitet opløste? Hvi
skulde Jeg lære at kende denne overjordiske tryllende Gestalt,
for at se den flygte? Hvi var, hvi er Jeg ikke, som Jeg før tro
ede, kold og ufølsom? Hvi skød din Haand Mig ud paa det stor
mende Hav, og bød Mig tumles hen ad de brusende Bølger,
uden engang at have et Land i Sigte, Jeg ved min Kæmpen og
Stræben kunde haabe at naa? — Dog, forvovne Spørgsmaale, tør
vel Jeg Midde trætte med den Evige? Har Jeg læst i Fremtidens
Bog, eller gennemskuet hans Plan?
Og selv Jeg paa min lave Standpunkt, i min ænge Synskreds,
kan Jeg slet ikke skue nogen rimelig Grund, hvi, hvad Jeg kal
der Ulykke, mødte Mig, uden derfor at kunne kalde Mig glemt
af den Alvise?
Her sidder Jeg i Midnattens højtidelige Stund. Jeg hører
Storme hvine, og det nære Havs Bølger buldre mod Landet.
Sendtes da vel disse Storme blot for at begrave Skibene og
deres Styrere i Afgrunden? Nej, Hvo vilde tvivle om, at hvert
Vindpust bør regnes for et nødvendigt uundværligt Led i Na
turens fremadgaaende Kæde? Og Jeg, er da ikke mit Liv — det
maa end synes nok saa übetydeligt — Resultatet af hele Histo
rien, medvirker det ikke til at bestemme den hele kommende
Tiid og dens moralske og intellektuelle Fænomener? Men hvor
ledes tør Jeg da betragte min uheldige Stilling som Maal? Er
den andet end et af andre Midler affødt Middel til ny, der i
uoverseelig Række skride frem mod Endepunktet, Vi Alle maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
