Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lidet om Sangene i Edda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sangene i Edda
119
ofte fremtraadte, som var det Poesi, og troede at smiggre Old
tiden, ved at nedværdige dens Figurer til betydningsløse Ud
vexter paa sit uorganiserede Hele, eller til Materialier i en Byg
ning af laveste Stiil, vil ikke antage dette for Ordstrid.
At H. M. ei har forbundet samme Begreb med hine Udtryk,
som jeg, synes at vise sig derved, at han forvexler denne Brug
af Oldtiden med sammes comiske Behandling, der dog er no
get ganske andet. At jeg ikke har misforstaaet ham, derfor borge
disse hans Ord: »Saaledes har Baggesen giort, i det han skiæn
kede os en af vor Litteraturs ypperste comiske Fortællinger :
Odins Reise til Dovre«.
Det er ikke her Stædet, at udvikle Ideen om comisk Digtning,
men at den ingenlunde tillader al mulig Licents for at tilveie
bringe Contrasten, Comus’s Yndlingssøn, er dog nok vist; thi
kun i Synspunkten, hvorfra Æmnet betragtes, er den negative
Poesi forskiællig fra den positive, og begge maa gaae frem med
samme Strænghed og Nødvendighed. Den paa Overfladen spil
lende Vittighed, Jovialitetens letspøgende Fader, der correspon
derer med det Behagelige, fortiener ikke Navn af comisk
Digtning, skiøndt jeg vel veed, de ofte ere blevne, og end daglig
blive forvexlede.
Endog blot af dette Vink vil man kunde slutte, jeg ikke troer,
at Baggesen i nysnævnte Fortælling har truffet den Synspunkt,
hvorfra Mythen om Poesiens Oprindelse komisk burde sees,
skiøndt jeg derfor ingenlunde nægter den meget spillende Vid,
og enkelte sande comiske Træk, blandt hvilke jeg vel frit tør
udpege det, der lader Dumhed blive en betinget Nødvendighed
for Menneskene, paa det de ei, liig Qvaser, skulle briste af Klygt.
Det var at ønske, at Oehlenschlåger, med sit dybe Kiændskab
til Oldtiden, og den comiske Styrke, der undertiden, som det
synes, mod hans Villie, trænger sig frem, vilde skiænke os no
get i dette Fag; thi nødig vilde jeg antage, at han virkelig, hvad
nogle hans Yttringer halv lade formode, troer, den negative
Digter staaer paa et lavere Trin end den positive, da jeg mener,
der ei var vovet meget i den Paastand, at hiin stedse, under
forandrede Omstændigheder, kunde blive, hvad denne, denne
derimod ingenlunde altid, hvad hiin er. Uden at udvikle dette
nøiere, ved at vise Forskiællen mellem Digternes og Digtarter
nes Superioritet, vil jeg blot anmærke, at Alderdommens ko
miske Behandling ingenlunde bestaaer i at fratage Mytherne
deres Betydning, men i at give dem en anden, der, uden selv
at være et Noget, bestyrtser ved sin tilsyneladende Dybde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
