Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
Fortale.
Historien beskuer jeg som eet sig udviklende Drama, der
altsaa kun ved Skabergnisten i Menneskets Indre lader sig ud
fylde, og fremtræder da som den helligste Digtning, i hvilken
Guder og Kloder henvandre med Kæmpeskridt, forkynder Ti
dens Stræben og dens Maal. Et saadant Dramas Mulighed og
Herlighed kunne vi beskue i Asalæren. Fæste vi derimod Øiet
paa den Del af Tiden, som alt er svundet, da se vi den lige
som opløse sig i Tidsaldere, af hvilke hver enkelt, skønt den
kun er et Optrin af det store Drama, dog selv danner et saa
dant, der, mere eller mindre fuldendt, lader sig tilsyne. Et af
de herligste er udentvivl gamle Nordens ; thi, mere sluttet i sig
selv, er det en speiltro Afbildning af Asadramet, og vi kunne
sige, at Nordens Træ, uden fremmede Kvistes Indpodning, op
vokset af egen kraftige Rod, stander som Ygdrasills hellige
Symbol. Længe kæmpe de tyende Kræfter, Aser og Jetter, i
deres jordiske Frænder, med hinanden og med sig selv, og at
fremtrylle et Skin af denne lange betydningsfulde Kamp, saa
velsom af dens Urbillede, er mit Livs Haab. Paa det Sidste
kommer lig i Ragnaroke, en tredie Kraft fra Sønden ; men uden
at forbinde sig med nogen af de Stridende, træder den op mod
begge ; Bifrost Bro, som Guderne byggede mellem sig og Jor
den, søndertrædes af en mægtig Fod, Valhal styrter, og endt er
Asers Herredom. Dette, Omstyrtelsen afAsers Templer i Danne
mark og Kristendommens seirende Indtog med det vaiende,
blodige Korsbanner, er, hvad jeg her stræber at fremstille. Nær
værende Optrin maa da beskues som Dele af Dramaets sidste
Akt, skønt de igen maa, saavel tilsammen som enkelte, udgøre
dramatiske Helheder. Hvo der altsaa ei fik Øie for et Kæmpe
legeme, hvis Lemmer igen selv ere Legemer, uden derfor des
mindre at være og vise sig som Dele, han forstaar mig ikke.
Kun Saameget vilde jeg her sige, for om muligt derved at
hindre nogle af de skæve Domme, som Smagens Præster, der,
selv Sædvanens Produkter, ei kunne taale Noget som strider
mod samme, udentvivl ville fælde over mit Arbeide. Nøiere at
udvikle mine Ideer om det magiske Baand, der knytter Poesi
og Historie til hinanden, samt om de vekslende Skikkelser,
hvorunder de i Forening kunne fremtræde, forbeholder jeg mig
387 25*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
