Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
520
Odinkar.
Jeg gaar, men med et sorgfuldt Hjerte.
Dog end et Ord! naar Levende og Dødt
Fornægter Aserne, og naar dit Øie
Forgæves stirrer i det tomme Rum,
Og søger det, hvoretter Sjælen længes,
Da tænk paa mig ! og tænk paa Krist !
Anden Samtale.
Fra den aarle Morgen indtil Middag var stredet haardelig og Jarlerne
trængtes saare. Da blev hvilet enstund, og med faa Mænd gik Håkon paa Øen
at lede om Raad.
Håkon.
Se! hisset drive mine mandeløse Snekker
Forbi de mange djærve Kæmpers Lig.
Forbandet være denne Vikingskare !
Hvi hærgede den ei i Syd og Vest?
Hvi stævned den til Norrigs nøgne Kyster
Hvor intet Rov den lokker? kom den hid
Af Overmod og Ondskab, mig at lære :
Jeg ikke er den Mægtigste i Nord?
Og Aser! I, til hvem saa tit jeg bloted,
Som jeg har reist de stolte Offerhuse,
Hvis Støtter jeg med Guld har smykket ud,
Med røde Guld, med Alt hvad mig er dyrest
Paa denne Jord, I taale det, I ser,
At Håkon, eders mest nidkære Dyrker,
Som smed de kristne Klerke ud i Hav,
Som brændte op de Kristnes Gudehuse,
At han skal haanes af en Vikingsflok !
Vred vendte Jarlen sig til de tyende Hofgoder som fulgte ham.
Hvi giver ei i Dag mig Odin Seier?
Har jeg da ei af ham den vel fortjent?
Øen Prinsigd i Hjørungarvaag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
