Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
335
denne Mening var almindelig i den hele franske Læseverden ;
det er hos hver Borgerlig i Paris og Rigets større Stæder. Høist
urimeligt var det at Geistligheden skulde beholde de Godser,
den havde faaet for en Sjælesorg, som hardtad Ingen nu øvede
eller forlangte, og bedre Adkomst havde den feige, vellystige
Adel ei til sit Fædrenegods. Saadan Tale førtes iblandt Borger
standens Fuldmægtige af Mænd, som ved en Omvæltning ven
tede at vinde Anseelse, Magt og hvad dermed følger. Dette ud
lagde især Mirabeau med henrivende Talekonst, og den tredie
Stands Udvalgte greb, under Navn af Menighed (Nationalfor
samling) Statens Roer. Nu indskrænkedes Kongemagten; Adel
og Geistlighed mistede deres Fortrin, og i afmægtig Harme ud
vandrede næsten alle de Fornemme af disse Stænder med Kon
gens Brødre og Frænder. Mølædt var Præstens Bog og forrustet
var Ridderens Glavind, og nu mente Daarerne, at fremmede
Drotters Gunst og leiede Arme kunde sætte friske Been under
de raadne Stole.
Adskillige, som Tænkemaaden og Hvers Fordeel, vare de Be
tænkninger, som man trindt i Landene havde ved de ny under
lige Tidender fra Frankrig. Fyrster og Adelsmænd, som nu i
meer end hundrede Aar vare vante til at ophøie Alt hvad Pari
sisk var, og som mangensteds havde ærlig stræbt ved Ord og
Levnet at udbrede fransk Vantro og Ryggesløshed, bieve nu
med Eet saare bekymrede, og ei uden Føie, thi vel kunde Man
frygte for, at Folkene nu engang for Alvor vilde ligne de Fransk
mænd, der saa tit vare givne dem til Mønster. Den ganske van
tro Hob, og altsaa de fleste Bogskrivere, stødte i Basun som om
den rette Dommedag var kommet, paa hvilken alle Konger og
Fornemme skulde fordømmes, men Folkene opstaae til et evigt,
saligt Liv her paa Jorden, ja endog endel kristelige Mænd, der
kun saae paa de franske Stormænds onde Gerninger og Natio
nalforsamlingens høitravende Ord, mente, at der kunde voxe
Vindruer paa Torne og Figen paa Tidsler. Under disse Om
stændigheder var det venteligt, at Konger og Adelsmænd vilde
udbyde Leding for at skærme Troner og Fortrin, men at Fol
kene derimod vilde betragte de oprørte Franske, som Venner
og Frelsere. Lykke var det da, at Krigen tøvede, indtil Folkene
vare blevne lidt ædru, og saadanne Ting paafærde i Frankrig,
som kunde oplade de Skikkeliges Øine. Underlig føiedes Om-
til en saadan Forhaling, som er tilsyne, naar
Man betragter Europas Skikkelse i de samme Dage.
Mest Tilstod ventede det franske Kongehus og dets Tilhæn-
22*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
